Børnelokker-panik i by: Hvem er den røglugtende mand?

4. feb 2020, 20:48
Politiet ledte forgæves, da de mandag forsøgte at finde en kraftig og røglugtende mand i Frederiksværk.

Lokalavisen.dk skriver, at Nordsjællands Politi mandag eftermiddag modtog en anmeldelse fra en mor til en 10-årig pige. Moderen fortalte, at pigen klokken 14:45 havde stået på Frederiksværkvej ved Ramløse Skole, hvor hun blev antastet af en fremmed mand.

LÆS OGSÅ: Journalist anholdt af kampklædte betjente

Manden rakte nogle slikkepinde ud mod pigen. Han spurgte hende, om hun ville med ham, men pigen svarede hurtigt nej til spørgsmålet.

Hun skyndte sig væk fra manden, der af Lokalavisen.dk beskrives som omkring 42 år gammel, 185 centimeter høj, almindelig af bygning, hvid i huden. Han var iført en sort hættetrøje og et par sorte bukser, og så medbragte han to slikkepinde.

Klokken 17.53 fik politiet endnu et opkald – denne gang fra en mor til en 14-årig pige, der en halv times tid forinden var blevet befølt på brysterne uden på sin jakke. Episoden skete, da hun var ved pladsen ved rådhuset i Frederiksværk.

En patrulje blev sendt ud på vejene, hvor betjentene søgte forgæves efter manden, der beskrives som stor af bygning, mens han lugtede af røg.

Nordsjællands Politi oplyser, at der muligvis er tale om én og samme mand, og man kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.