Børn puster liv i boligmarkedet

11. sep 2008
Hvis danskerne besluttede sig for ikke at få flere børn, ville det danske boligmarked få det ualmindeligt svært.

Det må være konklusionen fra en ny rapport fra Danmarks største ejendomsmæglerkæde EDC, hvor 1.400 boligsælgere er blevet spurgt om deres motiver for at sælge.

Den viser nemlig, at intet mindre end 77 procent flytter, fordi der sker ændringer i familiesituationen.

Kommunikationskonsulent i ejendomsmæglerkæden Birgitte Ringbæk glæder sig over, at der en solid bund under det ellers skrantende boligmarked, og at det ikke er alle boligsøgende, der kan vente med at handle.

"Der er grænser, for hvor længe man kan vente. Man kan godt holde ud at bo i en lille lejlighed i en periode med små børn. Men som tiden går og børnene bliver større, stiger presset for at flytte. Og så flytter man, uanset om der er usikkerhed på boligmarkedet," siger Birgitte Ringbæk i en pressemeddelelse.

Skilsmisse er den næsthyppigste grund til, at EDC-kunderne vil sælge deres boliger. 14 procent svarer, at det er et brud i parforholdet, der er årsag til, at de handler bolig.

-Newspaq

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her