Børn får far til at elske sit arbejde

21. maj 2011
Mænd får pludselig større appetit på karrieren, når der kommer småfolk i huset.

Natteskrål. Oversvømmede lugtebleer. Leverpostej på designersofaen. Det er hårdt arbejde at blive forældre. Men for mænds vedkommende betyder forældrerollen ikke kun overarbejde på hjemmefronten.

Ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed begynder mænd at arbejde mere, når de får børn. Både sammenlignet med kvinder og mænd uden børn. Det fremgår af bogen ”Vi der bor i Danmark”, som udkom i onsdags.

”Jeg ved ikke, om de løber hjemmefra. Men det er jo et fænomen, vi har kendt i generationer. Ud fra en økonomisk tankegang er det sund logik, fordi mænd traditionelt tjener mere end kvinder,” fortæller seniorforsker Jens Bonke.

Far bliver skaffedyr

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Samtidig med at nybagte fædre knokler igennem på jobbet, bruger de statistisk set længere tid sammen med deres børn end tidligere.

”Så det er i hvert fald ikke børnene, de flygter fra,” konstaterer Jens Bonke.

En del af den pludselige arbejdsiver kan dog også skyldes, at det er dyrt at være børnefamilie.

”Når man får børn, er man typisk inde i en periode, hvor der bliver investeret i bil, bolig, ferierejser og gode oplevelser for familien. Så forældre får hurtigt større udgifter – både til sig selv og deres børn,” forklarer Jens Bonke.

Appetit på karrieren

Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener både, at fædrenes arbejdsiver skyldes psykologi og økonomisk logik.

”Den helt banale forklaring er vel, at mænd trænger til et frikvarter, når der går for meget bleskift og babymos i den derhjemme,” siger han, og fortsætter:

”Men det spiller formentlig også en stor rolle, at småbørnsforældre befinder sig på et sted i karrieren, hvor det gælder om at yde en ekstra indsats for at komme frem i rækkerne. Og mænd har typisk lidt større sult på karriereræs end kvinder.”