Morten til Mikkel de Linde: Du går efter manden på gulvet

145869
4. aug. 2019 12.11
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Murersvenden mod Milliardæren. Bonden mod godsejeren – Folket mod adelen.

Efter at have læst om hvordan en rigmand smider en faglig aktiv ud af sit hus og hjem efter at ha` inviteret fagforeningen 3F på kaffe, sidder jeg tilbage med en vis grad af beundring over Mikkel de Linde, som ejer og er direktør i Athene byg.

LÆS MERE: 3F klar til sag mod byggematador: Murersvend blev opsagt fordi han var faglig aktiv

Så meget beundring at jeg bliver nødt til at rose ham:

Stor ros til Mikkel de Linde, administerende direktør i Athene byg, en underleverandør til Mogens de Linde A/S. Fordi han har opsagt lejemålet til en murersvend og hans families bolig fordi han er faglig aktiv.

Fagforeningen 3F er ikke i tvivl om at det er derfor.  Hvor er det flot og godt klaret, Mikkel. Din far og mor som har givet dig alle pengene og firmaet må være stolte af dig. Selve indbegrebet af sandt lederskab. Fremtiden for familiedynastiet ser lys ud med dig i truppen. Du opfører dig som et rigtigt mandfolk. Du optræder med respekt og værdighed, når du går personligt efter manden på gulvet fordi du kan.

At kunne finde lysten og ikke mindst viljen til at ødelægge en familie og sende dem på gaden eller i dette tilfælde i vandet, da det er en kajplads til deres husbåd du ejer, pga. et professionelt anliggende eller et fagforeningshad vidner da om et dybt passioneret menneske med mange følelser.

Og om en som er dygtig til at skille tingene ad. Det må jeg sige. Jeg bliver helt forfjamsket og jeg får sådan en brændende lyst til, at trykke sådan en mands hånd. En verdensmand med format og respekt overfor andre mennesker. Du er på rette vej, min dreng. Du har hjertet på det rette sted. Du forstår at holde hovedet koldt og hjertet varmt når det brænder på.

Det kan man kun bøje sig i støvet over. Jeg kan desværre ikke nå at skrive flere ord til dig, Mikkel for jeg har en aftale med nogle kammerater der allerede står klar udenfor min dør. De er ret utålmodige, og de råber til mig, at jeg skal finde min høtyv.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].