SOCIALDEMOKRATIETS UDSPIL til tidlig folkepension til nedslidte kommer i kølvandet af flere årtiers fundamentale forandringer af rammevilkårene for befolkningens liv. Stadig flere grupper af borgere erfarer i dag at stå i en grundlæggende utryg position.

Det er årtier med en globaliseret virkelighed præget af stigende konkurrence og præstationskrav i de fleste sammenhænge. Hvor et stadigt større ansvar er blevet lagt over på individet, og mindre og mindre ansvar påtages af de offentlige myndigheder – på arbejdspladserne, i sundhedsvæsenet og i socialsystemet eksempelvis.

Det er årtier med nedskæringer af personalenormeringer i den offentlige sektor som følge af stram, centraliseret økonomistyring. Med indførelse af stadigt mere skærmarbejde i den offentlige sektor på baggrund af nye krav om digitalisering og registrering af borgerdata, som stjæler tid fra den direkte relation mellem borger og myndighedsperson.

Det er årtier med en egentlig nedsmeltning af det offentlige sundhedsvæsen, det offentlige sociale sikringssystem og det meste af velfærdsstaten.

Den nedsmeltning begyndte, da Anders Fogh Rasmussen (V) var statsminister i 2000’erne, med indførelsen af starthjælpen, kommunalreformen og årlige beskæringer af rammerne for de offentlige velfærdsbudgetter.

Så kom afskaffelsen af efterlønnen, da Lars Løkke Rasmussens var statsminister i sin første regeringsperiode.

Og så blev jorden for alvor rystet, da Helle Thorning-Schmidt (S) fik statsministerposten og gik reformamok fra 2012 og frem med reformerne af blandt andet førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp og klagesystemet på social- og beskæftigelsesområdet. Med det fulgte en stigende mangel på retssikkerhed.

Lars Løkke Rasmussens efterfølgende regeringer fortsatte den hårde linje fra Thornings tid og satte yderligere trumf på reformerne. Det er blandt andet sket med en reform af refusionssystemet og indførelsen af kontanthjælpsloftet, 225 timers-reglen og integrationsydelsen (som nu har skiftet navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse).

ALLE DISSE FORRINGELSER har nu vist sig med så voldsom kraft, at mange menneskers verden er krakeleret. Mette Frederiksens gyldne, men ubestemmelige, pensionsløfter lander lige midt i dette morads af utryghed, afmagt og uretfærdighed, som tynger og slider dele af befolkningen.

De kommer også efter, at hun og hendes partifæller – efter års afvisninger og fortielser af forholdene – siden efteråret 2018 er begyndt offentligt at vedkende sig, at der har fundet ydmygelser af borgere sted i det offentlige førtidspensionssystem siden ikrafttrædelsen af reformen af førtidspension i 2013.

Nu kunne man så forvente, at Socialdemokratiet i det mindste ville undskylde og vise vilje til at rette op på de lidelser, de har sendt i titusindvis af syge mennesker ud i, så det ikke skal fortsætte på samme måde.

Det kunne de gøre ved at tilbyde at ændre deres reform af førtidspension og fleksjob, som forligspartierne i forvejen efter sigende skal justere netop i disse dage.

MEN I STEDET FOR at drage denne nærliggende konsekvens, så konkluderer Socialdemokratiet, at en anden gruppe af såkaldt nedslidte skal slippe for den ydmygende behandling (jf. princip 1 og 2 i udspillet).

Denne anden gruppe er, måske, faggrupper og arbejdstagere, der har arbejdet i særligt mange år. Det er uklart og ubestemmeligt, hvordan og af hvem denne privilegerede gruppe skal afgrænses, og det vil Socialdemokratiet først fortælle vælgerne efter et valg. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rammende sagde i en debat i DR Søndag i søndags med Mette Frederiksen, så er det et bluffnummer.

Mange debattører har fortolket de ubestemmelige løfter, som om lægen ikke er tiltænkt nogen rolle heri. Eksempelvis har tidligere formand for Folketinget, tidligere finansminister Thor Pedersen (V), i Politiken 1. februar udtrykt den primære kritik, at de fremlagte ”… principper for differentieret pensionsalder (…) ikke skal være baseret på en lægelig eller anden faglig vurdering.”

Til gengæld åbner Socialdemokratiet en ladeport for at afskaffe den offentlige førtidspension for dem, der rent faktisk er dokumenteret syge og uarbejdsdygtige, og erstatte den med tidlig folkepension (jf. udspillets princip 5). Altså yderligere en forringelse.

Heller ikke her har Socialdemokratiet fastslået, hvem der skulle forestå vurderingen af, hvem der er tale om, og om der her skulle gælde almindelige lægelige kriterier. Se hele min analyse af pensionsudspillet i Altinget 18. marts.

DET STØDER MIG, at Socialdemokratiet nu vil tilbyde tidlig folkepension mere eller mindre tilfældigt til udvalgte grupper. Hvorfor skal folk, der slet ikke har lægeerklæringer eller påviselige, konkrete vanskeligheder ved at arbejde, have privilegeret ret til tidlig folkepension? Det bryder med generelle forventninger om, at særlige ydelser fra det offentlige tildeles efter behov.

Og det støder, at Socialdemokratiet vil afvise dem, der rent faktisk kan opvise objektiv dokumentation for regulære sygdomme/funktionsnedsættelser og varigt nedsat eller ingen arbejdsevne, og som burde have fået tilkendt førtidspension eller fleksjob, og spise dem af med en tidlig folkepension.

Oven i købet kommer det altså efter, at Socialdemokratiet, sammen med de øvrige forligspartier, i årevis har begrænset retten til førtidspension for dem og faktisk også har gjort det sværere for nogle at komme i fleksjob, selvom fleksjobreformen blev markedsført som det modsatte. Reformramte mennesker erfarer selv, at deres egne objektive sygdomme og arbejdsprøvninger ikke bliver respekteret nok i dag. De parkeres ofte i et limbo uden afklaring.

Hvorfor skal deres ret til førtidspension fortsat begrænses og gøres næsten umulig at få? Eller hvordan forestiller Mette Frederiksen sig, at en sådan ordning (efter princip 5) forholder sig til den nuværende førtidspensions- og seniorførtidspensionsordning? Skal de to sidstnævnte bibeholdes sideløbende med Socialdemokratiets to foreslåede ordninger for tidlig folkepension?

Jeg vil stærkt advare imod et scenarium, hvor lægerne skal dikteres at skrive, at bestemte persongrupper skal have ret til tidlig folkepension, uagtet om lægerne vurderer, at de er funktions- og arbejdsdygtige. Måske med fare for at miste deres autorisation, sådan som det bruges i disse politiske tider.

Det ville stride imod den grundlæggende lægeetik om, at læger ikke må gøre forskel på de syge uanset stand. Og det ville være uretfærdigt for patienterne ud fra de allerfleste af de velfærdsretlige principper, vi ellers har kendt her til lands i nyere tid.

DER ER DERIMOD BRUG for, at forligskredsen og Folketinget med en lovændring inden folketingsvalget garanterer alle syge, uarbejdsdygtige mennesker retten til offentlig førtidspension og overhovedet gør fundamentalt op med uretfærdighederne i og den sine steder grænsesøgende forvaltning af reformen af førtidspension og fleksjob – se uddybning i mit indlæg i Altinget i 2017.

Og så bør Mette Frederiksen én gang for alle, inden folketingsvalget, fortælle vælgerne, om hun virkelig har tænkt sig at fjerne muligheden for værdig førtids- og seniorførtidspension og erstatte den med folkepension, eller om Socialdemokratiet snart vil begynde at agere socialt ansvarligt og foreslå værdige forbedringer af forholdene for de syge i reformen af førtidspension og fleksjob.