Sygeplejerske og SF'er: Bliver man sundere af højere kontanthjælp?

1. jul, 14:30

HVIS MAN TROR, at højere kontanthjælp automatisk fører til et sundere liv, så kan man godt tro om igen. For din sundhedsadfærd – det vil sige din mad, dit omfang af motion, om du ryger og drikker er i høj grad grad betinget af kultur og klasse, kort sagt normerne fra din opvækst.

Et par tusinde kroner mere betyder ikke, at man automatisk begynder at spise salat og gå lange ture. Men når vi skal angribe sundheden eller den manglende af slagsen, så er det heller ikke her, ved maden og adfærden, vi skal starte.

LÆS OGSÅ: Dagpengedækning skaber frygt: Rekordmange forsikrer sig mod ledighed

Sundhedsadfærd – dvs i grov forstand KRAM-faktorerne – kommer først på en 10 plads ud af de 12 vigtigste årsager. Før det kommer genetik, opvækstvilkår, tryghed, økonomisk sikkerhed, uddannelse, bare for at nævne nogle.

Det betyder dog ikke at de par tusinde kroner ikke betyder noget. Det er en borgerlig dyd at holde de sociale ydelser så lave som muligt ud fra devisen, at kan man slippe for at være en del af det fællesskab, der hedder arbejdsmarkedet, så gør man det. Det er altså så som så med den tillid til danskerne, den borgerlige fløj ellers har talt højt om de seneste måneder.

DET ER BARE sådan, at man bliver dum af at være fattig og ikke omvendt. Ja, jeg skriver dum, men i virkeligheden handler det om, at hvis du skal bruge det meste af din mentale kapacitet på at bekymre dig om økonomi, så bliver du dårligere til at træffe beslutninger. Og det betyder rigtig meget. Det har forskere på Harvard og Princeton slået fast. Så da formanden for LA sidste år besøgte Lotte, kiggede på hende og hendes liv og besluttede sig for ikke at pege fingre af hende for ”det var jo åndelig fattigdom og ikke økonomisk”, hvilket ”et par tusinde ekstra om måneden ikke ville ændre på”, så tager han fejl. Han tager fejl på den måde, at åndelig fattigdom ganske sikkert sagtens kan være en følge af økonomisk. Fordi når alt for meget af et menneskes krudt af går med at forholde sig til de helt basale livsnødvendigheder, så bliver den økonomiske armod selvforstærkende.

Faktisk ender Alex Vanopslagh med at konkludere, at det er de høje velfærdsydelser, der har gjort Lotte fattig, og at hun i stedet skal mødes med respekt og en oplevelse af at hun godt kan. Selvfølgelig har høje ydelser ikke gjort Lotte fattig, det er da meget mere komplkest end som så. De lave ydelser er med at til holde Lotte i både økonomisk og åndelig armod og skal man forebygge at mennesker synker i grus, skal man naturligvis ikke tage penge fra dem, men hjælpe til med at de bliver raske, får en uddannelse, har en bolig, har trygge opvækstvilkår og ikke bliver udsat for farlige stoffer, bare for at nævne noget.

HVAD BETYDER ALT dette? Jo, kort sagt betyder det at når vi skal gøre op med den sociale ulighed i sundhed, så skal vi ikke angribe sundhedsadfærden som det primære. Det er levevilkårene vi skal ændre. Og her betyder privat økonomi selvfølgelig også noget. Og det betyder at al snak om ”åndelig armod” er et borgerligt røgslør for at undgå at forholde sig til at kontanthjælpsloft og integrationsydelse er med til at skabe økonomisk og åndelig armod, der holder mennesker fast i et skruestik.