Bliver du mobbet på jobbet?

6. jan 2010
Selvhjælpsguide til dig, der gerne vil ind i varmen på arbejdspladsen.

Konsekvenserne af mobning kan være stress, mavesmerter og hovedpine, angstanfald og depression. Otte procent af danskere udsættes for mobning og 1,6 procent flere gange ugentligt, viser en undersøgelse fra 2004.

"Trods opmærksomhed og forskning i emnet er mobning på jobbet stadig et tabu både for virksomheder og de mobbede," siger jobcoach Corinna Roost.

Derfor kan det virke nemt at sige "tal med én om det". Men det er vejen frem, fortæller Corinna Roost. Hun har sammensat en guide til dig, der føler dig mobbet.

  • Vær opmærksom: Når du oplever negative handlinger fx at dine meninger ignoreres, eller du holdes uden for diskussioner, så vær på vagt. Det kan udvikle sig til reel mobning, hvor du udsættes for tilsvining af din person. Skriv episoderne ned og hvad der blev sagt, gerne detaljeret.
  • Kend din krop: Vær opmærksom på din krops signaler fx hjertebanken, ondt i maven. De kan give besked om, at du for tit udsættes for situationer, som er psykisk belastende for dig, fx mobning.
  • Brug din krop: Vær opmærksom på dit kropssprog i de situationer, hvor du bliver mobbet. Normalt vil du sænke skuldrene, tale lavere og undgå øjenkontakt. Det tolker nogle som om mobningen 'virker'. Ret i stedet ryg og nakke, gå mere selvsikkert. Læg ikke armene over kors, hold øjenkontakt og tal klart og tydeligt. Dermed fremstår du upåvirket og selvsikker. Øv dig foran spejlet. Det kan få din plageånd til at opgive.
  • Forkæl dig selv: Det giver god energi og overskud til at håndtere mobningen. Dyrk dine fritidsinteresser, sport, venner og familie.
  • Sig fra: Bed mobberen stoppe og fortæl, hvad mobningen gør ved dig. Vær ikke bange – tænk: "Jeg har ret til at være fri for mobning". Diskuter ikke med mobberen men fortæl, at du bliver ked af det og forundret, når han eller hun behandler dig på en sådan måde (giv et eksempel). Undgå at tilsvine personen, der mobber dig og forsøg at tale roligt.
  • Søg assistance straks: Bliver mobningen ved, så søg straks hjælp hos én du har tillid til. Det kan være din tillidsrepræsentant, en chef, gode kollegaer eller familien. Vær åben og fortæl, hvad du oplever og vær ikke bange, hvis du kommer til at græde imens. Det er ok, at du er ked af det. Vent ikke på at det stopper af sig selv, du skal handle her og nu! Risikoen er, at det bliver værre.
  • Søg hjælp ude fra: En læge, psykolog eller coach kan hjælpe dig med at håndtere situationen, hvis du føler, du har behov for det.
  • Vælg dine kampe med omhu: Overvej, hvor glad du i øvrigt er for din arbejdsplads. Virker dine tiltag ikke? Har du gjort, hvad du kunne? Overvej om kampen er umagen værd og muligheden for at skifte job.