Frida_del_2
41-årige Frida Ulrik-Petersen var i chok, da hun blev fyret i Jet Time. Det tog fire måneder, før hun fik et nyt job. Foto: Maja Vang

Corona-fyring ramte Frida som et granatchok: 'Jeg er sgu nok blevet gammel eller for dyr'

10. mar 2021, 05:05
5.000 har mistet deres arbejde i og omkring Københavns Lufthavn under coronakrisen. Frida Ulrik-Petersen er en af dem. I jagten på et nyt job, nåede hun at blive grebet af panik og tænke, at hun både var blevet for gammel og for dyr.

Det var til et onlinemøde i juni, at Frida Ulrik-Petersen sammen med sine cirka 300 danske kollega i flyselskabet Jet Time fik at vide, at de havde mistet deres arbejde.

LÆS OGSÅ: Frida blev fyret fra Jet Time: 'Det ramte mig som et granatchok'

Da A4 Arbejdsliv talte med Frida Ulrik-Petersen få måneder efter, fortalte hun, at det havde ramt hende som et granatchok. Et chok, der kun blev større, da virksomheden kort efter erklærede sig konkurs.  

Nu ser hun tilbage på den seneste tid, hvor hun måtte forlade en branche, der pludselig var stendød.

- Det var super frustrerende, at man ikke kendte sin fremtid, og samtidig tog det virkeligt lang tid at få min løn fra Lønmodtagernes Garantifond. Jeg kunne se ind i en fremtid, hvor jeg måske skulle på dagpenge, og jeg følte hele tiden, jeg skulle skynde mig med at få et arbejde.

Det er helt vildt fedt at være landet igen. Det har givet mig ro, at jeg kender min fremtid.
Frida Ulrik-Petersen, kommunikationsansvarlig i Stryhns

Det lykkedes. I november kunne Frida Ulrik-Petersen skrive under på en kontrakt som kommunikationsansvarlig hos fødevareproducenten Stryhns.

-  Det er helt vildt fedt at være landet igen. Det har givet mig ro, at jeg kender min fremtid. Selvom fødevarebranchen er noget andet end luftfart, så skal jeg stadig arbejde med intern og ekstern kommunikation, corporate storytelling og PR, hvor jeg kan trække på erfaringer fra mit tidligere arbejde, fortæller hun.

Frida Ulrik-Petersen og de 300 kolleger i Jet Time er langt fra de eneste, der har mistet jobbet i og omkring Københavns Lufthavn, efter coronavirussen lammede flytrafikken. Indtil videre er 5.000 i branchen blevet ledige, men antallet vil givetvis vokse, da der er knap 2.700, der er på arbejdsfordeling i lufthavnen.

For gammel og dyr

Frida Ulrik-Petersen havde i seks år været ansat i Jet Time som ansvarlig for kommunikation og bæredygtighed. Hun var glad for sit job og var netop begyndt at kigge på hus med sin familie, da coronakrisen ramte, og hun stod uden arbejde.

Det betød, at husdrømmen skulle parkeres og, at den 41-årige Frida Ulrik-Petersen skulle skifte arbejdslivet ud med jobsøgning fra hjemmet på Vesterbro og hjemmeundervisning af hendes to sønner.

Jeg nåede til tider at blive ramt af panik og tænke, 'jeg er sgu nok blevet gammel eller for dyr. Jeg får aldrig nogensinde et job, der svarer til det, jeg havde'
Frida Ulrik-Petersen, kommunikationsansvarlig i Stryhns

Hun valgte at gå effektivt til værks.

- Jeg var meget struktureret og skrev cirka to ansøgninger om ugen. Jeg kom til samtaler på job, som jeg slet ikke havde regnet med, mens jeg andre gange ikke kom til samtale, selvom jeg synes, jeg var den oplagte kandidat. Jeg nåede til tider at blive ramt af panik og tænke ”jeg er sgu nok blevet gammel eller for dyr. Jeg får aldrig nogensinde et job, der svarer til det, jeg havde”. Det var virkelig en periode fyldt med op- og nedture.

Panikken kunne hun som bekendt slippe efter fire måneder, men det har ikke været uden udfordringer at starte på et nyt job midt i en krisetid, endda i en virksomhed, der ikke tidligere har haft en kommunikationsansvarlig.

- Det har været lidt af en udfordring at starte i en periode, hvor restriktionerne blev flere og flere, mens jeg samtidig i en eller anden grad skulle opfinde mit eget job. Det har været en styrke, at jeg kunne trække på erfaring fra mit tidligere job, så jeg stadig kunne vise hurtige resultater.

LÆS OGSÅ: Søren var steward i 16 år: 'Der er et liv uden for luftfart'

Med det nye job er husjagten startet igen, også selvom priserne er steget markant siden sidste forår.

- Drømmen lever, og vi er godt på vej derud af igen.  

Serie: Kastrup i knæ

Før coronakrisen var der 22.000 ansatte i 1.000 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn. Flere tusinde har mistet deres job i takt med, at hjælpepakkerne er rindt ud. A4 Arbejdsliv går tæt på nogle af de ansatte og på den kæmpe økonomiske krise, som lufthavnen står i. En krise, der rammer mennesker og deres drømme, familier og lokalsamfund. I en fælles indsats søger politikere, virksomheder, fagforeninger og Tårnby Kommune at få de ansatte til at lande bedst muligt efter en uønsket mental lufttur.  

Andre artikler i samme serie:

SAS fyrer 1.593 ansatte: Cheflønninger tilbage på niveau

80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej

Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn

Martin er ansat i lufthavnen: I dag får han besked om han er fyret

228 ansatte fyret: "Det er fuldstændig forfærdeligt"

Ole og Pia er hjemsendt fra lufthavnen: Nu får Ole besked, om han er fyret

Jobcenter uden krav og kontrol åbner: - Det kan blive fremtiden

Hummelgaard efter masse-fyringer: 'Vi kunne ikke have gjort mere'

Ole i sorg over fyringer i SAS: 'Min familie er revet midt over'

Søren mistede sit drømmejob i SAS: 'Man slipper ikke livet i luften'

Min far var 34 år i lufthavnen: Nu er hans arbejdsliv forbi

Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

Frida blev fyret fra Jet-Time: 'Det ramte mig som et granatchok'

Carsten blev genansat i lufthavnen: 'Det er som at komme hjem'

Martin blev i lufthavnen: 'Det minder om en spøgelsesby'

Jesper blev fyret i lufthavnen: Stressende ikke at kende fremtiden

Søren var steward i 16 år: 'Der er et liv uden for luftfart'