Bjarne tvunget til at arbejde gratis

3. jan 2011
Bjarne Rasmussen blev fyret som klejnsmed fra en containerfabrikant. Derefter blev han tvunget i praktik på samme virksomhed.

I fire uger i september 2010 måtte 51-årige klejnsmed Bjarne Rasmussen svejse containere sammen for sin chef i Faaborg - helt gratis.

Chefen havde tidligere på året fyret Bjarne Rasmussen efter otte års tro tjeneste, fordi ingen køber containere under krisen.

Men jobcenteret i Ringe forlangte, at Bjarne Rasmussen skulle i virksomhedspraktik - en ordning, hvor a- og statskassen betaler for, at en arbejdsgiver har en arbejdsløs i praktik.

Men den eneste, der ville have Bjarne Rasmussen i praktik som klejnsmed, var hans tidligere chef.

"Det var jo helt til grin. Jeg stod nu og lavede præcis det samme arbejde blot uden at få andet end dagpenge for det," siger Bjarne Rasmussen.

Ren løndumping

Han kalder virksomhedspraktik for det rene løntrykkeri.

"Det er jo et latterligt system, der kan tvinge mig til at udføre det arbejde, som jeg tidligere fik løn for, til laveste dagpengesats i stedet," siger Bjarne Rasmussen.

Bjarne Rasmussen er i dag stadig uden arbejde. Han har søgt 10 job inden for sit fag, men uden held.

Vil gerne uddannes

"Der er simpelthen intet arbejde. Derfor ville det da være en langt bedre idé, hvis jobcenteret hjalp mig med at finde et job, hvor jeg samtidig kunne få en uddannelse til noget andet," siger han.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har for nyligt ændret statstilskuddet til aktivering, så kommuner nu belønnes for at sende folk i virksomhedspraktik frem for at finde dem et arbejde.

Læs også: Ledige tvinges til at arbejde gratis

Skjultitel

Ledige i virksomhedspraktik:

  • Andelen af aktiverede ledige, der kommer i virksomhedspraktik, er steget med næsten det dobbelte fra 2009 til 2010.
  • Fra januar til oktober 2009 kom syv procent af alle aktiverede ledige i virksomhedspraktik, det vil sige 1.474 ud af 19.052.
  • Fra januar til oktober 2010 kom hele tolv procent af alle aktiverede ledige i virksomhedspraktik, det vil sige 4.355 ud af 35.391.

    Kilde: Jobindsats.dk

    Se aktiveringsformer her