- Jeg håber på at få førtidspension, for jeg duer sgu ikke til noget mere. Jeg er færdig, siger 61-årige Bjarne Jensen. Foto: Bitten Vivi Jensen

Kræftramte Bjarne har været i systemet i 20 år: 'Det er meningsløst'

25. jan, 14:01
61-årige Bjarne Jensen kæmper med følgerne af en kræftsygdom og en brækket ryg. Han føler sig ladt i stikken i det kommunale system, som han har været en del af i 20 år.

I løbet af de kommende uger går beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i gang med de længe ventede forhandlinger om at få ændret den udskældte reform af førtidspension og fleksjob fra 2013. Det sagde han fredag på et stormøde, hvor han var sat i stævne af repræsentanter fra 64 organisationer, der er en del af alliancen 'Værdig Reform'.

LÆS OGSÅ: Minister lover opgør med forhadte ressourceforløb: "Vi har fattet, der er noget galt"

Mange borgere føler sig magtesløse i det kommunale jobcentersystem, hvor det siden reformen i 2013 er blevet sværere at få en førtidspension

61-årige Bjarne Jensen fra København er en af dem, der efter 20 år i systemet føler sig ladt i stikken. Han forstår ikke, hvorfor han ikke kan få førtidspension, og han er ikke rigtig klar over formålet med den aktivering, han deltager i via jobcenteret. A4 Nu har bedt Bjarne Jensen fortælle, hvordan han selv oplever sin situation. 

'Jeg fik konstateret cancer i starten af december 2018. Jeg har været i strålebehandling fra februar til marts 33 gange, og så var jeg til kontrol. Efter seks måneder kom der en ny bule på halsen, og så opererede de alle lymfeknuder i halsen væk. Men jeg kan sgu ikke finde ud af, om der er noget nyt, for jeg har sgu aldrig haft det mere mærkeligt, end jeg har nu. Det er følelsesløst i hele kæben. Førhen kunne jeg ikke smage. Det kan jeg stadigvæk ikke efter strålebehandling.

At sende mig ud i aktivering nu, det er meningsløst. Det er helt hul i hovedet
Bjarne Jensen

Jobcenteret kan ikke rigtigt se, om jeg har bivirkninger efter alle mine behandlinger. Det har de ikke sort på hvidt, siger de. Jeg ved ikke, hvad de vil have, om jeg skal komme med hovedet under armen. Ugen efter, at jeg var færdig med den sidste strålebehandling, var jeg på jobcenteret. Computerens lampe lyste rødt, og så skulle jeg til samtale.  Der var ikke noget at gøre. Jeg ved ikke, hvad samtalen gik ud på, men sagsbehandlerens computer sagde, at jeg skulle til møde.

Jeg er på kontanthjælp, men undtaget for 225-timers reglen. Jeg er undtaget for det hele. Jeg er tilknyttet Springbrættet. Det er sådan et sted, hvor de hjælper folk videre i systemet mod uddannelse eller arbejde. Men nu er det bare telefonsamtaler en gang om ugen. Det er den aktivering, jeg er i. De ringer sådan set bare og spørger, om der er noget, de kan hjælpe mig med. Jeg svarer det samme hver gang, de ringer. 'Hvordan har du det?', spørger de. 'Jeg har det ad helvede til', svarer jeg så. Og så er der sådan set ikke så meget mere der. At sende mig ud i aktivering nu, det er meningsløst. Det er helt hul i hovedet.

LÆS OGSÅ: Bjarne fik førtidspension efter årelang kamp: Døde dagen efter

Inden jeg fik strålebehandling, fik jeg hevet alle mine tænder ud, for de var så dårlige, så jeg har ikke en pløk i kæften. Jeg vejer lige i underkanten af 60 kg og er 188 cm høj. Jeg lever af lasagne, pastaretter, kartoffelmos og sådan noget. Jeg kan ikke sidde og æde en god bøf. Jeg kan ikke æde nødder eller noget frugt. Jeg kan ikke bide i et æble. Det er et helvede.

Jeg har været i systemet i 20 år, hvor jeg har været ude i praktikker alle mulige forskellige steder. Jeg er uddannet elektriker. Men efter jeg brækkede ryggen cirka i år 2000, har jeg ikke kunnet det samme, for jeg kan ikke stå på stiger mere. På et tidspunkt arbejdede jeg på Novo som pakkeriassistent på maskinlinjen, for det var meget bedre forhold end som elektriker. Så blev jeg fyret derude, for min kone flyttede med mine tre børn, og så begyndte jeg at drikke, og så blev jeg ustabil på arbejdet. Det var lidt ærgerligt, for ellers havde jeg sgu været en holden mand i dag.

Jeg håber på at få førtidspension, for jeg duer sgu ikke til noget mere. Jeg er færdig
Bjarne Jensen

Lige i øjeblikket er jeg ved at være ligeglad med det hele. Jeg gider ikke at sidde derhjemme for at drikke mælk, hvis jeg har lyst til en lille en. Hvad fanden skulle jeg gøre det for. Nu har jeg været hjemme hele julen og nytåret. Jeg så bare fjernsyn og spiste lasagne. Jeg har lidt kontakt til min ældste søn. Men de bor i Nordjylland. Jeg ser ikke nogen. Jeg har en søster, som jeg taler med i ny og næ.

Jeg bor til leje og har lokum på trappen, og jeg har først fået varmt vand sidste år. Jeg har ikke noget bad. Det er etagevask og fodbad og sådan noget. Sådan foregår det. Alle lejligheder, bortset fra min og en anden, er totalt renoverede. Men jeg ville ikke flytte, så de renoverede udenom.  

LÆS OGSÅ: Flere dør kort efter de har fået førtidspension: "Syge udsættes for en uværdig behandling"

Min lejlighed ligger i stuen, men den er et bombet lokum for tiden. Jeg har haft en logerende. En ældre herre. Han er død, og det efterlader jo et stort rod. I 10-15 år har jeg haft en vandskade. Det blev lige pludselig opdaget, fordi muren begyndte at falde sammen udenfor mit vindue, og så har de brækket hele mit gulv op, mens jeg har gået til stråling. Jeg måtte flytte mit køkken til sådan et lille kammer, jeg har. Det har været et helvede. Men det er så det.  

Jeg håber på at få førtidspension, for jeg duer sgu ikke til noget mere. Jeg er færdig. Jeg bliver 62 til sommer, hvis jeg bliver så gammel. Jeg begynder at tvivle. Jeg tager en måned ad gangen. Der er sgu ikke noget, der er sikkert lige i øjeblikket, og så har jeg sgu slet ikke tid til at tage på jobcenteret og spille åndssvag eller møde i et eller andet meningsløst arbejde. Jeg tror ikke på det mere.'

LÆS OGSÅ: Forsker med klar dom: Systemets jagt på udsatte er gået for langt

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her