Bitten har fået sin dom: - Jeg anker, og det har jeg hele tiden planlagt

Bitten_retten2
Bitten Vivi Jensen er ved Retten på Frederiksberg blevet kendt skyldig i brud på sin tavshedspligt. (Arkivfoto) Foto: Cecilie Agertoft
5. feb. 2020 17.05
Bitten Vivi Jensen er onsdag eftermiddag blevet dømt til at skulle betale 10 dagbøder på 500 kroner og til at skulle betale sagens omkostninger.

Bitten Vivi Jensen, der tidligere var ansat som sagsbehandler i Frederiksberg Kommune, er blevet kendt skyldig i brud på sin tavshedspligt i henhold til straffelovens paragraf 152 i Retten på Frederiksberg onsdag eftermiddag .

Hun slipper for fængsel, men skal betale 10 dagbøder på 500 kroner og betale sagens omkostninger. Det skriver Berlingske

Retten mente ikke, at der var tale om skærpende omstændigheder, fordi Bitten Vivi Jensen brød sin tavshedspligt for at skabe offentlig debat. Retten mente, at det lykkedes hende at skabe debat.

LÆS OGSÅ: Whistleblower eller kriminel: Bitten møder i retten under kolossalt pres

Men retten mente dog ikke, at Bitten Vivi Jensen har bevist, at der foregik ulovlig sagsbehandling i Frederiksberg Kommune.

Det får Bitten Vivi Jensen til at fortsætte sin kamp, fortalte hun Berlingske, kort efter at dommen var faldet:

- Jeg anker, og det har jeg hele tiden planlagt, for selv hvis jeg taber i retten, så får den ulovlige sagsbehandling en masse opmærksomhed, så længe sagen kører, sagde hun.

Fortryder intet

Sagen handler om, at hun ville bevise ulovlig sagsbehandling af syge arbejdsløse borgere i Frederiksberg Kommune, og derfor kopierede 90 forskellige sager om borgere, der var tilknyttet kommunens jobcenter. Heriblandt også sager, som hun ikke selv arbejdede med. Kopierne opbevarede hun i sit private hjem, og senere drøftede hun nogle af sagerne med en journalist på avisen Information.

Det fik i 2017 Arbejdsmarkedsforvaltningen i Frederiksberg Kommune til at politianmelde hende.

A4 Arbejdsliv besøgte Bitten Vivi Jensen kort før det første retsmøde d. 29. januar, og der lagde hun ikke skjul på, at hun frygtede, at retssagen ville 'koste hende hus og hjem'. 

Hun havde dog langt fra fortrudt, at hun valgte at råbe op om de kommunale forhold, som hun fandt dybt uforsvarlige over for syge og udsatte mennesker. Hun har hele tiden set sig selv som en whistleblower.

- Jeg kan se mig selv i øjnene og håber, at min sag kan medføre et system, hvor vi holder hånden under de syge og sårbare og nærer omsorg for hinanden, sagde hun til A4 Arbejdsliv.

Det handler sagen om

Bitten Vivi Jensen er tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 152 stk. 1, der handler om offentligt ansatte, der uberettiget videregiver fortrolige oplysninger. Det kan udløse bøde eller fængsel i op til seks måneder.

Hun er også tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 155, der går på, at man som offentligt ansat ikke må bruge sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret. Ved overtrædelse af denne paragraf er straffen bøde eller fængsel op til fire måneder. 

Arbejdsmarkedsforvaltningen i Frederiksberg Kommune meldte hende i sommeren 2017 til politiet, fordi hun havde kopieret 90 forskellige sager om borgere, der var tilknyttet kommunens jobcenter. Heriblandt også sager, som hun ikke selv arbejdede med. Kopierne opbevarede hun i sit private hjem, og senere drøftede hun nogle af sagerne med en journalist på avisen Information.

Hun kopierede sagerne, fordi hun ønskede at dokumentere forhold, som hun ikke kunne stå inde for.  Som sundhedsfaglig medarbejder i kommunens rehabiliteringsteam, var hun fra efteråret 2015 med til at beslutte, om kronisk syge borgere skulle indstilles til førtidspension, ressourceforløb eller fleksjob. Men hun oplevede at løbe panden mod muren. Hun følte, at det alene handlede om at holde flest muligt på de laveste ydelser og oplevede det som en ren spareøvelse.

Det protesterede hun over, og det sled på samarbejdet med ledelsen. Bitten Vivi Jensen sagde også fra over for andre forhold i Visitationen, hvor hun var ansat. Blandt andet over besparelser, som hun oplevede ramte borgerne på en umenneskelig måde. Uoverensstemmelserne blev herefter så store, at hun i sommeren 2016 blev sagt op.