Birthe Rønn skjulte viden for Folketinget

29. aug 2008
Eksperter kritiserer den måde, integrationsminister Birhe Rønn Hornbech gave oplysninger til Folketinget på i sagen om ret til familiesammenføring efter EUreglerne.

Da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech 16. maj gik på Folketingets talerstol til en debat om udlændingepolitikken, vidste hun, at et par ugers arbejde i et andet EU-land formentlig var nok til, at danskere kunne få en udenlands ægtefælle familiesammenført.

Op til debatten havde hendes ministerium nemlig undersøgt regler og praksis, så ministeren var forberedt på slagsmålet i salen med oppossitionen.

Men ministeren svarede - på ganske konkrete spørgsmål - uden om, skriver Berlingske Tidende.

- Man kan ikke sige, at en eller anden bestemt frist udløser en opholdstilladelse. Det får man ikke mig til at sige, og sådan er det, sagde ministeren blandt andet i salen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Det er ikke sådan, at man bare skal kunne tage til Sverige og være der en uge og sige, at man har haft arbejde og så kunne vende hjem med en ægtefælle, sagde ministeren.

Men på det tidspunkt vidste hun altså udmærket, at et par ugers arbejde var nok til familiesammenføring. Udlændingeservice havde dagen før oplyst til ministeren, at 'det er normalt en betingelse, at der har været tale om beskæftigelse af mindst et par ugers varighed og i minimum 10-12 timer ugentligt'.

Eksperter er ikke imponerede over integrationsministerens måde at dele oplysningerne med Folketinget på.

- Man må forvente af en minister, at hun informerer Folketinget om alle væsentlige oplsyninger, når hun bliver stillet spørgsmålet, siger professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Claus Haagen Pedersen til Berlingske Tidende.

Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret samme sted, siger:

- Hun taler på sit ministeriums vegne og skal fortælle det, ministeriet ved. At hun ikke gør det kan skyldes, at hendes embedsfolk ikke har klædt hende godt nok på, eller at hun taler imod bedre vidende.

Det har ikke været muligt for Berlingske Tidende at få en kommentar fra integrationsminister Birhe Rønne Hornbech.

 

faktaboks