Birgersagen ryster politikere

13. okt 2011
Sagen om 58årige Birger Andersen får nu Beskæftigelses og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, til at kræve en redegørelse. Det kan ikke udelukkes, at der er sket fejl i flere sager, siger hun.

Hvis der kan ske grove fejl en gang, kan der ske flere. Det perspektiv bekymrer flere medlemmer af beskæftigelsesudvalget i Københavns Kommune.

De kræver en redegørelse for den praksis, der førte til at en sagsbehandler i juni afgjorde, at 58-årige Birger Andersens arbejdsevne var tip top, mens en psykologudtalelse direkte advarede mod at presse ham ud i et almindeligt arbejde.

En fejl blandt mange, erkender man i dag.



”Det er horribelt, at man ikke sikrer en ordentlig og saglig behandling,” siger medlem af beskæftigelsesudvalget Carl Christian Ebbesen (DF) og fortsætter:

”Der er forskel på en mindre sagsbehandlingsfejl og på sager, der handler om syge mennesker, der presses så hårdt, at de risikerer livet. Det er ikke godt nok.”

Undersøg omfanget

Og den kan være gal flere steder. For hos borgerrådgiveren i København hører man ofte om lignende historier.

På den baggrund mener Signe Goldmann (SF), også medlem af Beskæftigelsesudvalget, at det skal afklares, om der er tale om et generelt problem eller en enkeltstående sag.



”I første omgang bør forvaltningen komme med en redegørelse for praksis i de sager. Der er det selvfølgelig relevant at se på, hvor mange, der får medhold, når de klager over deres sager,” Signe Goldmann. [pagebreak]

Carl Christian Ebbesen er enig:

”Hvis der er fejl i en sag, så kan man ikke udelukke, at der er fejl flere sager. Derfor er det borgmesterens ansvar at sørge for, at de ting bliver bragt i orden. Det er klart, at der kan ske fejl. Men der må ikke ske fejl, hvor folks liv kommer i fare. Det er fuldstændigt uacceptabelt.”

Borgmester: Redegørelse på vej

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R), mener ikke, man kan udelukke, at der er begået fejl i andre sager.



Efter at Avisen.dk skrev om sagen i søndags, sætter hun nu sit borgmesterstempel bag en redegørelse.

”Når jeg får oplysninger om sager, som lige præcis den I bringer op, beder jeg om en nærmere redegørelse, og det har jeg allerede bedt om. Det vi kan, og som jeg skal være ansvarlig for, er at minimere risikoen for, at der bliver begået fejl i andre sager,” siger Anna Mee Allerslev.

”Jeg vil have en redegørelse i den konkrete sag. Hvis der er begået fejl: hvorfor er de så sket, og hvordan vi kan sikre at det ikke vil ske i fremtiden. Det, man skal sikre, er, at det ikke bliver begået systematiske fejl,” siger Anna Mee Allerslev.