Hertz hed tidligere Rent-A-Car og blev grundlagt i 1918 i Chicago, USA. I februar havde Hertz 12.400 udlejningssteder over hele verden. (Arkivfoto) Foto: Regis Duvignau/Reuters/Ritzau Scanpix

Gigant forbereder sig på konkurs

5. maj, 07:13
Rejserestriktioner over hele verden under coronakrisen har kostet biludlejningsfirmaet Hertz dyrt.

Selskabet bag biludlejningsfirmaet Hertz forbereder sig på at indgive en konkursbegæring.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg ifølge finansmediet Yahoo.

Konkursbegæringen kan blive indgivet allerede mandag aften lokal tid, hvis selskabet ikke formår at omlægge sin gæld og ikke kan få kreditorer til at forlænge en henstandsperiode på en manglende betaling.

Tirsdag ligner det mest sandsynlig bud på datoen for en konkursbegæring, men det er endnu ikke helt sikkert, at en aftale ikke kan nås, skriver Bloomberg.

Med konkursbegæringen vil Hertz stadig kunne drive sin virksomhed, mens selskabet laver en plan for at betale kreditorer tilbage.

Restriktioner på rejser under coronakrisen har smadret Hertz' omsætning.

Mens den amerikanske regering har lavet enorme hjælpepakker til landets luftfartsselskaber, har biludlejningsfirmaer måttet se langt efter hjælp.

Hertz begyndte at fyre medarbejdere i marts for at spare, men 29. april måtte selskabet melde ud, at det ikke kunne afbetale flere lån.

Selskabet fik indtil 4. maj til at finde en løsning.

Administrerende direktør Kathryn Marinello har tidligere sagt, at selskabet gør alt, hvad det kan for at skære ned.

Hertz hed tidligere Rent-A-Car og blev grundlagt i 1918 i Chicago, USA. I februar havde Hertz 12.400 udlejningssteder over hele verden.

/ritzau/