Danmark er det dyreste EU-land, men ikke det dyreste land i hele Europa. (Arkivfoto) Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Spar penge: Køb ind i udlandet

22. dec 2019
Danmark er det dyreste EU-land at være forbruger i, men det kan blive en dyr og besværlig proces at handle uden for landets grænser.

Priserne for vores varer lå sidste år 37 procent over gennemsnittet i de 27 øvrige EU-lande. Det gør Danmark til det dyreste land at bo i som almindelig forbruger ifølge Danmarks Statistik.

Så der kan være penge at spare ved at shoppe i de andre lande. Især på produkter omfattet af punktafgifter som slik, tobak, mineralvand, kaffe, batterier engangsservice, øl og spiritus, som er populære grænsekøbs-godter.

Der er også ofte penge at spare på tjenester og ydelser. Men du kan komme i klemme, lyder det samstemmigt fra Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen og Forbruger Europas danske leder, Lars Arent.

- Reservedele til biler er for eksempel billigere i Tyskland. Men processen bliver bøvlet, hvis den danske montør finder en fejl, som den tyske leverandør afviser. Den slags sager ser vi mange af, siger Lars Arent.

Det samme gælder, hvis du tager til tandlæge i Sverige, Polen eller Tyskland.

- Det er fint, hvis det går godt. Men hvis behandlingen ikke er i orden, er det en lang og dyr tur tilbage, siger Ann Lehmann Erichsen.

- Alternativt skal en dansk tandlæge udbedre det, mens man klager til den udenlandske tandlæge. Men det kan også blive besværligt, siger hun.

Ud over varer, som har højere afgifter herhjemme og mindre moms i udlandet, kan værktøj og elektronik også være billigere i udlandet.

Men køber du det for eksempel fra Frankrig, kan du ikke stille krav om, at brugsvejledningen eller indstillinger også skal stå på dansk - medmindre virksomheden markedsfører sig til det danske marked.

Vær også opmærksom på, at strømstikket måske kræver en adapter - for eksempel hvis du køber en kaffemaskine eller en barbermaskine fra England.

Til gengæld kan udenlandske webshops være stedet, hvor du kan finde nålen i høstakken.

- Har man styr på målene, kan man nemlig finde billigere og måske også mere specielt interiør, fliser og vvs-udstyr som vaske, siger Ann Lehmann Erichsen.

I forhold til tilbagelevering har EU minimumsregler for returnering og reklamation. Enkelte lande som Holland har endda bedre klagemuligheder og længere reklamationsret, end den vi kender herhjemme.

Og du kan også selv tage nogle ekstra forholdsregler.

- Overvej at betale med Mastercard. Det kan gøre processen med at få pengene tilbage lidt lettere, siger Ann Lehmann Erichsen.

Hvis du tager på shoppingtur i udlandet, så husk at undersøge, hvor meget du må tage med hjem. Der er nemlig grænser for, hvor store mængder du må indføre af en lang række varer.

Det kan du læse mere om på Toldstyrelsens hjemmeside.

/ritzau fokus/