Bille August: Jeg fik et godt tilbud

12. feb 2010
Bille August er under anklage for at benytte underbetalte polske håndværkere.

Bille August har haft et dansk firma med 10 polske håndværkere til at lave nyt tag på villaen i Hellerup. Men de ansatte har ikke fået pension, ferie og dansk løn, lyder det fra fagforeningen Træ-Industri-Byg, der har besøgt de polske ansatte.

Hvad har du gjort for at sikre arbejdsvilkårene for de polske håndværkere?

"Ikke andet end den aftale jeg har med entreprenøren," siger Bille August.

Har du stillet betingelse til entreprenøren om, at de skal have dansk løn?

"Nej, jeg har ikke spurgt den danske håndværksmester om forholdene for de svende, han har ansat. Det blander jeg mig ikke i. Jeg går ud fra, det er i orden."

Hvordan kan du være sikker på, at de har fået ordentlig løn og pension, når du ikke har stillet krav om det i kontrakten?

"Det er jo en tillidssag. Hvorfor skulle jeg være mistænkelig over for det? Jeg laver film, jeg har med folk at gøre, jeg stiller mig ikke mistænksom over for de mennesker, jeg har ansat. Det kunne man bruge hele livet på. Jeg fokuserer på det, der er vigtigt. Jeg skal lave huset i stand, og jeg fik et godt tilbud."

Mener du, at firmaet har levet op til din tillid?

"De (de polske håndværkere, red.) gav udtryk for, at de var meget glade for at arbejde her."

Mindstelønnen i Polen er 20 kroner i timen, mens gennemsnitslønnen for en bygningshåndværker i Danmark er omkring 200 kroner...

"Jeg kan godt fortælle, at de får ikke 20 kroner i timen."

Hvad får de så?

"Det kan jeg ikke oplyse dig om. De får langt over det. Det er en aftale, jeg har lavet med entreprenøren, og det kan jeg ikke lige huske."

Hvis du kan finde ud af, hvor meget de har fået i løn, vil jeg meget gerne bruge det i artiklen...

"Det synes jeg er at gå for langt," slutter Bille August af.