Bill Clinton støtter Obama i slutspurt

30. okt 2008
Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton trådte i går åbent frem for at støtte den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama.

Det er første gang, at Obama og Clinton har stået på den samme scene til et valgmøde, og alene signalværdien menes at tælle langt mere end de rosende ord, som Clinton brugte om Obama.

Det demokratiske parti har siden Hillary Clintons nederlag til Obama stået splittet, men med Clintons støtte fremtræder partiet nu samlet.

Valgmødet fandt sted i Raleigh i North Carolina, og faldt samme dag som Obama indledte valgkampens slutspurgt inden valget på tirsdag.

Et af tiltagene er en valgreklame rettet direkte imod det republikanske partis vicepræsidentkandidat Sarah Palin - men langt mere markant var en halv time lang valgfilm sendt samtidig på stort set alle amerikanske, landsdækkende tv-kanaler umiddelbart op til nyhederne, hvor Obama viste sig selv og sin politik frem over for de amerikanske vælgere. Filmen tog udgangspunkt i fire amerikanske familier - foruden Obamas eget liv. Filmen fremviser det klassiske USA i krise, og Obama kalder i filmen den økonomiske krise for kulminationen på otte års fejlslagen økonomisk politik.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Han lovede samtidig væsentligt bedre forhold for middelklassen, og lovede alle familier med en husstandsindkomst på under 1,1 million kroner skattelettelser. Samtidig præsenterede han en række tiltag, der skal hjælpe USA igennem finanskrisen.

De 30 minutters valgfilm menes at være det mest markante kampagnetiltag nogensinde i amerikansk politik, og alene udsendelsen på de syv største tv-kanaler menes at have kostet Obama mere end 17 millioner kroner.

Obamas tiltag udlægges af den republikanske lejr som en upassende selvsikkerhed.

De mener, at Obama optræder som præsident i reklamerne - som om valget allerede var vundet - og kalder den 30 minutters valgfilm for en omgang sødsuppe-romantik på linie med en gennemsnitlig tv-shop-reklame.

-Newspaq

faktaboks