Bilist dræbte soldat: Nu skal han i fængsel

3. sep 2020, 12:16
72-årig mand, der påkørte og dræbte soldat nær Flyvestation Karup, idømmes ubetinget fængsel og bøde.

En 72-årig bilist, der påkørte og dræbte en soldat ved Flyvestation Karup sidste år, er torsdag idømt tre måneders ubetinget fængsel.

Derudover skal han betale en bøde på 3000 kroner, ligesom han frakendes kørekortet i halvandet år.

Det har Retten i Viborg bestemt.

Det tog bare 30 minutter for dommeren og de to domsmænd at nå frem til afgørelsen.

- Der er ingen tvivl om, at det er en tragisk sag, vi står med, siger retsformand Mai-Britt Bæk Johansen.

- Der er ingen, der tror, at det er sket med vilje.

- Men vi lægger vægt på, at du kørte væk fra stedet, selv om du som minimum må have indset, at det var et menneske og ikke et dyr, du havde påkørt i det fuldt oplyste fodgængerfelt, siger hun.

Påkørslen fandt sted om aftenen 7. oktober sidste år ved et fodgængerfelt mellem KFUM-soldaterhjemmet og Flyvestation Karup.

Soldaten var iført mørkt tøj og havde et refleksbind om det højre ben.

Påkørslen skete med en hastighed på 55 kilometer i timen. Soldaten blev slynget op i luften og landede cirka 25 meter længe fremme.

Han døde som følge af sine kvæstelser.

Bilisten har forklaret, at han troede, det var et rådyr, han havde påkørt.

Han standsede ikke, fordi han ikke havde medbragt et værktøj til at kunne aflive det skadede dyr, har han forklaret.

Der gik flere dage, før han via tekst-tv blev klar over, hvad der var sket.

Alligevel meldte han ikke sig selv til politiet.

Det lykkedes Midt- og Vestjyllands Politi at finde frem til manden ved hjælp af nogle grynede optagelser fra et overvågningskamera ved flyvestationen.

Det var en streamer på bilen, der førte politiet på sporet af manden.

En uge efter ulykken kunne politiet anholde manden i sit hjem i Viborgs opland.

Kort før retten skulle træffe afgørelse, fik bilisten det sidste ord:

- Jeg så vitterligt ikke vedkommende. Jeg kunne ikke undgå selve ulykken. Det var umuligt.

- Men set i bagklogskabens lys skulle jeg have stoppet, sagde den tiltalte, der var iført skovmandsskjorte og grøn fleecetrøje.

Retten finder, at han har brudt både færdsels- og straffeloven.

Han er fundet skyldig i uagtsomt manddrab, manglende agtpågivenhed i trafikken og i at køre fra stedet uden at standse og yde hjælp.

Den dømte har nu 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes til landsretten.

/ritzau/