Drengen er i kritisk tilstand. (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

14-årig sad bag rattet: I kritisk tilstand

30. jul 2020, 07:30
En dreng sad bag rattet i en bil, som torsdag forulykkede på Strandvejen i Lemvig. Han er alvorligt kvæstet.

Det var en blot 14-årig dreng, som sad bag rattet af en personbil, som tidligt torsdag morgen ramte ind i et træ i Lemvig.

Det oplyser vagtchef Jens Claumarch ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Den 14-årige dreng har formentlig mistet herredømmet over bilen, er skredet i noget græs og rammer så ind i et vejtræ. Han sidder fastklemt, da der kommer et vidne forbi, siger vagtchefen.

Anmeldelsen om ulykken på Strandvejen tikkede ind 05.26. Politi og redning rykkede ud, hvorefter drengen blev befriet.

På baggrund af hans skader blev det ifølge politiet vurderet, at drengen skulle flyves til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

- Vi har fået at vide, at han er i kritisk tilstand, siger Jens Claumarch.

Politiet ved torsdag morgen endnu ikke, hvordan det lykkedes drengen, der er fra Lemvig Kommune, at blive fører af bilen. Der var ingen andre med i bilen, da den forulykkede.

Den 14-åriges pårørende er blevet underrettet.

Det er kutyme i trafiksager med alvorlig personskade, at politiet tilkalder en bilinspektør til at undersøge, hvordan ulykken er sket. Det er også gjort i denne sag.

- Så kan han ud fra diverse bremsespor, blokadespor og skrabemærker i asfalt og kantsten sige noget om, hvordan hændelsesforløbet har været, siger vagtchefen.

Der bliver også taget blodprøver af den 14-årige, for at tjekke om han var påvirket af alkohol eller stoffer. Resultaterne fra blodprøve og bilinspektøren ventes dog først om nogle uger.

Strandvejen var kort efter ulykken spærret i en periode, men den er genåbnet.

/ritzau/