Big Bangmaskinen brændte sammen under forsøg

22. sep 2008
Der blev tilkaldt brandfolk til Cerns partikelaccelerator i Schweiz og Frankrig, da et forsøg i fredags gik helt galt.

Temperaturen i omkring 100 af den gigantiske partikelaccelerator LHC's 1700 gigantiske magneter steg mere end 100 grader under forsøget, der endte, da flydende helium løb ud i forsøgstunnellen, hvor den underjordiske accelerator er bygget. Det skriver BBC.

Over et ton af den mere end 250 minusgrader kolde væske løb ud efter forsøget, og skaderne på den mere end 50 milliarder kroner dyre accelerator er omfattende.

I første omgang vurderede forskerne, at det vil tage mindst to måneder at reparere skaderne – men efter nærmere undersøgelser ser det ud til at have endnu længere udsigter at få acceleratoren i gang igen.

Det var meningen, at Cern den 21. oktober ville forsøge at genskabe betingelserne ved universets skabelse – det såkaldte Big Bang – men alt tyder nu på, at forsøget tidligst vil blive afviklet til foråret.

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her