Beyonce og JayZs forhold er ikke perfekt

5. nov 2008
Beyonce fortæller i et ærligt interview til Gotham Magazine, at hun og JayZ som alle andre par har deres problemer.

I april i år blev Beyonce gift med rapperen Jay-Z, og nu erkender hun, at lige meget hvor glamourøst medierne får det til at se ud, så er det ikke anderledes end alle andre forhold.

"Vi var sammen i lang tid, før vi blev gift. Vi havde ikke travlt. Vi har ikke noget normalt forhold på grund af vores karrierer. Men kendt eller ej, så går man igennem de samme ting. Vi er ikke perfekte," fortæller Beyonce Knowles.

Ydermere fortæller hun også, at det ikke altid har været helt let at holde hovedet koldt som superstjerne.

"For flere år siden var jeg helt sikkert på vej mod et sammenbrud. Alt for meget arbejde. Mit liv var min karriere, og jeg havde ikke noget liv udover det. Det startede, da jeg var 15, og jeg havde endnu ikke lært, hvor vigtigt det er med balance, og at holde en dag fri," siger hun og fortsætter:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Jeg vidste ikke hvad nej var og hvad grænser var. På dette tidspunkt ved jeg, at efter et bestemt stykke tid er jeg nødt til at gå hjem. Jeg ved, hvad jeg kan lide nu. Det kræver bare livserfaring at opnå en god balance. Når man er ung, så ved man ikke, hvad der får en til at slappe af," fortæller popdivaen.

-Newspaq

faktaboks