Betjente og soldater skal redde tabte unge

16. maj 2012
Beskæftigelsesministeren vil have politiet og forsvaret til at skabe praktikpladser til unge kontanthjælpsmodtagere. Politiforbundet er med på idéen.

Politiet og forsvaret skal tage sig kærligt af de unge, der er længst væk fra at få en uddannelse og et job.

Sådan lyder planen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

"Det handler ikke om, at unge skal sættes til at grave huller for at dække dem til igen. Det er en chance for at snuse til forsvarets og politiets mange uddannelser for at se, om det er noget for en," siger ministeren til Avisen.dk.

Praktik i op til 13 uger

Helt konkret forestiller ministeren sig, at især unge mænd på kontanthjælp fra matchgruppe to og tre skal i et praktikforløb, der kan vare i op til 13 uger.

Da politiet og forsvaret ifølge ministeren er "to kæmpestore offentlige arbejdspladser" er det dem, hun nu spørger om hjælp.

"Det er ikke mange institutioner i Danmark, der har så stor erfaring med at vejlede og uddanne unge mænd og kvinder. Det er disse to fordele - størrelse og erfaring - som det er naturligt at udnytte," mener Mette Frederiksen.

Forslaget er en del af den ungepakke, regeringen har foreslået i deres plan for, hvordan det danske samfund skal se ud i 2020.

13 procent står uden job

Og der er god grund til at kigge på de 15- til 29-årige. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der sket en fordobling af ungdomsarbejdsløsheden under krisen.

I øjeblikket er knap 13 procent af landets unge arbejdsløse.

Lovens lange arm er med på at banke noget studie- og arbejdsmoral ind i de tabte unge.

"En ung arbejdsløs kan selvfølgelig ikke komme ind fra gaden og køre patrulje, men vi er åbne over for at tage et socialt ansvar og lade den unge tage sig af nogle af de andre arbejdsopgaver, der er på en politistation," siger Peter Ibsen, der er formand for knap 11.000 betjente i Politiforbundet.

Ingen tjald i hjørnerne

Beskæftigelsesministeren mener, at de unge vil have godt af militærtræning, arbejde i kantiner og på værksteder, lagerarbejde og administrative opgaver.

Men selvom hun beskriver dem som "udsatte", skal de ikke regne med at få særbehandling.

"I politiet er der en række regler, og de gælder for alle. Det kan ikke hjælpe, at de sidder i hjørnet og ryger tjald. Vi må kunne forlange det samme af dem, som vi forlanger af de fastansatte," siger Peter Ibsen.

Han mener, at Mette Frederiksens forslag vil udelukke unge, der har for mange pletter på straffeattesten.

"Vi må være påpasselige med, hvem vi lukker ind. På en politistation er der adgang til fortrolige oplysninger og våben. Selvom tjenestepistolerne for det meste er låst inde, vil det være muligt at komme tæt på våben i garderoben," siger formanden for Politiforbundet.

Ministeren mener, at det må være muligt at mindske sikkerhedsrisikoen, men bortset fra det vil hun ikke blande sig.

Uvist hvad de skal lave

Mette Frederiksen lader det være op til de professionelle omkring den unge at bestemme, hvad det præcise indhold af praktikken skal være.

"Det bliver ikke mig, der sidder og bestemmer centralt, hvordan det skal skrues sammen. Det skal jobcentre, beskæftigelsesregioner og den lokale kaserne eller politistation finde ud af sammen," siger Mette Frederiksen.

Mor her betaler

Forslaget kommer netop, som forsvaret skal spare to-tre milliarder kroner. Politiet er også presset i bund, men ministeren lover, at hun betaler regningen for praktikken.

Hvor skal pengene komme fra?

"Som sagt handler dette om, at unge får mulighed for at snuse til forsvarets og politiets uddannelser, og det vil ikke koste forsvaret eller politiet noget."

Forsvarets ledelse har ingen kommentarer til forslaget.