Kristine Misane har siddet fængslet i 14 måneder i Danmark. Hun blev anholdt af danske betjente 8. december 2018 i Københavns Lufthavn, fordi hun er efterlyst af Sydafrika. Foto: Støttegruppe På Facebook/Ritzau Scanpix

Kvinde sultestrejker i dansk fængsel: Nu bliver hun udleveret til Sydafrika

10. feb 2020, 11:28
Danmark er tilfreds med garanti om fællescelle med 17 andre til lettisk kvinde. Hun sultestrejker i fængsel.

Sydafrikanske politifolk ventes mandag at ankomme til Danmark for at hente en lettisk kvinde, der sidder i Vestre Fængsel i København.

Betjentene kommer i god tid, fordi de ifølge planen onsdag skulle rejse tilbage til hjemlandet med fangen, lettiske Kristine Misane på 46 år.

Rejseplanen blev oplyst af anklager Anders Larsson fra Københavns Politi i et retsmøde forleden.

Her kom det også frem, at sundhedspersonale i Vestre Fængsels sygeafdeling ikke har fundet helbredsmæssige indvendinger mod rejsen.

Men Rigsadvokaten har mandag besluttet at udsætte udleveringen onsdag, oplyser kvindens advokat, Henrik Stagetorn.

- Det er hun lettet over, siger han. Kvinden indledte forleden aften en sultestrejke.

Anklagemyndigheden vil nu afvente et retsmøde fredag i Østre Landsret om fængslingen af Misane. I sidste uge havde man den modsatte holdning.

Kvinden skal udleveres til en straffesag i Sydafrika. Her er hun blandt andet anklaget for at have fjernet sin datter på tre år fra Sydafrika, hvor faren bor. Dette skete, selv om en domstol har besluttet, at ingen af forældrene måtte tage barnet ud af Sydafrika.

Faren har været voldelig mod såvel hende som barnet, har kvinden sagt i et retsmøde. Han har fået et tilhold mod at opsøge hende.

Beslutningen om udlevering blev truffet af Rigsadvokaten i april sidste år.

Forholdene i de sydafrikanske fængsler er internationalt berygtede på grund af vold og andre forhold.

Men Rigsadvokaten har flere gange korresponderet med myndighederne i Sydafrika. De har erklæret, at Kristine Misane ikke vil blive udsat for nedværdigende behandling.

Chefen for fængslerne i Guateng-provinsen, Thakane Grace Molatedi, har forsikret Rigsadvokaten, at der vil være mindst 4,4 kvadratmeter til den lettiske kvinde, såfremt hun placeres i en fællescelle med 17 andre.

Desuden er fangerne under konstant opsyn, når de spiser og dyrker motion. Garantien har tilfredsstillet Rigsadvokaten.

Kristine Misane har flere gange givet udtryk for stor frygt for et ophold i et sydafrikansk fængsel. Hun og advokat Henrik Stagetorn har forsøgt at hindre udleveringen. Men domstolene godkendte den sidste år.

Egentlig burde Kristine Misane på nuværende tidspunkt være på fri fod. En dommer i Københavns Byret besluttede 30. januar at løslade hende.

Efter 14 måneders ophold i Vestre Fængsel vil hun formentlig have afsonet den straf, hun står til i Sydafrika, sagde dommeren som begrundelse for løsladelse.

Men anklager Anders Larsson kærede straks afgørelsen til Østre Landsret. Reaktionen fik opsættende virkning. Det betød at Kristine Misane atter blev fulgt tilbage til sin celle.

Landsretten fastsatte et retsmøde om fængslingen til fredag 14. februar.

/ritzau/