En fængselsbetjent erkender, at han bragte tre pakker, der var blevet kastet ind i gårdhaven i Aarhus Arrest, videre til et indsat bandemedlem. I pakkerne var der blandt andet hash og en mobiltelefon. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sigtet fængselsbetjent: De truede med at voldtage min datter

27. maj, 13:04
Trusler fra bandemedlem var ifølge fængselsbetjent årsag til, at han smuglede hash og telefon ind i arrest.

Julenat gik en fængselsbetjent en tur i gårdhaven ved arresten i Aarhus. Han havde medbragt en lygte, som han lyste med under en busk og på græsset.

Han ledte efter noget.

Hvad betjenten ikke vidste, var at politiet holdt øje med ham via overvågningskameraer og stod klar til at pågribe ham.

Tre gange tidligere – med en måneds interval – havde han været på samme natlige vandretur i gårdhaven.

Videoovervågningen viste, at han hver gang hentede en pakke, der var blevet smidt over hegnet.

Indholdet af pakkerne var ifølge politiet mindst 300 gram hash, mobiltelefoner og andet kommunikationsudstyr.

Men fjerde gang gik det altså galt.

Klokken 00.06 natten til 25. december skred politiet til anholdelse af betjenten. Han har været varetægtsfængslet siden.

I Retten i Aarhus, hvor han er tiltalt i sagen, lægger han kortene på bordet.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle skaffe ham (et bandemedlem i arresten, red.) noget telefoni, fortæller betjenten.

Den 49-årige mand med 16 års erfaring som fængselsbetjent var mest bekymret for sin familie.

- En ting er trusler mod mig. Men jeg tænkte mest på min datter. Der bliver sagt, at jeg skal rette ind, ellers får hun et "besøg". Så skulle de nok tage sig kærligt af hende. Altså voldtage hende, siger betjenten.

Han fortæller, at han på et tidspunkt blev fulgt hjem fra arbejde af en mørk BMW.

En ukendt person steg ud og viste på sin telefon et billede af fængselsbetjentens datter.

Betjenten var ikke i tvivl om, at bandemedlemmet stod bag og følte sig "fanget i et net", hvor han ikke havde anden mulighed end at fortsætte leverancerne.

Politiet har ved ransagninger af bandemedlemmets celle fundet hash i en luftkanal, en mobiltelefon med en oplader samt en dvd-afspiller.

Hjemme hos fængselsbetjenten fandt politiet et syltetøjsglas, der var gemt væk, med et indhold på 37.100 kroner samt 210 euro – knap 1600 kroner.

De penge kræves konfiskeret, fordi der efter politiets opfattelse er tale om betaling for de indsmuglede varer.

Fængselsbetjenten erkender, at han har modtaget penge fra det pågældende bandemedlem. Men ikke i den størrelsesorden.

- Der er ikke aftalt nogen former for betaling. Men på et tidspunkt går han (bandemedlemmet, red.) forbi mit kontor i arresten og kaster 3000 kroner ind uden at sige noget.

- Jeg funderer lidt over, hvad fanden der foregår. Vi havde jo ikke aftalt noget. Da laver jeg den store fejl, at jeg tager pengene, siger han.

Pengene i syltetøjsglasset er opsparing, som han har tjent på redelig vis, forsikrer betjenten.

Fængselsbetjenten er tiltalt for at have modtaget bestikkelse, misbrugt sin stilling og for at indføre narko i arresten.

Der ventes dom i sagen torsdag.

/ritzau/