Betina Reimer mener ikke, at hun fik den støtte, hun havde brug for på sit arbejde, efter at hun i 2016 mistede sin mand. Foto: Cecilie Agertoft.

Betina følte sig svigtet på jobbet, da hun mistede sin mand

21. jan, 09:11
14 dage efter, at pædagogen Betina Reimer mistede sin mand, var hun tilbage på arbejde. Det var svært for hende at genoptage hverdagen. Hendes leder sagde, at havde det været hende, var hun kommet tilbage på job efter en uge.

Betina Reimer og hendes mand Henrik flyttede sammen, da hun var 17, og han var 24 år. De fik to børn sammen, og som årene gik, smeltede de nærmest sammen til en person. I dag er hun 55 år og enke.

Hun mistede sin mand i efteråret 2016 efter et opslidende sygdomsforløb, der begyndte i 2008, hvor Henrik fik den sjældne og dødelig sygdom primær amyloidose. Det betød, at han i mange år gennemgik flere eksperimentelle kemobehandlinger og en stamcelletransplantation.

LÆS OGSÅ: Berøringsangste ledere efterspørger hjælp til at tackle medarbejdere i sorg

I omkring et halvt år før han døde, havde hun haft deltidsorlov fra den skole, hvor hun var ansat som pædagog. Skolen er en del af et mindre lokalsamfund, og da det er vigtigt for Betina Reimer ikke at hænge hverken skolen eller tidligere ledere ud, er den konkrete by og skole anonymiseret.  

Den sidste uge, før hendes mands død, overgik hun til orlov på fuld tid. Afskeden med Henrik var voldsom for Betina Reimer, da han på et helt uventet tidspunkt gik i kramper hjemme i deres dagligstue. Han blev efterfølgende forsøgt genoplivet af nogle Falck-reddere, selvom det var imod familiens vilje.

Betina Reimer havde ikke det dokument, der kunne forhindre genoplivningen. Hun husker Henriks bange ansigtsudtryk, før han døde.  

- Så det blev ikke sådan, at vi sad stille og roligt og holdt i hånden, som vi ellers havde forestillet os. Det var blandt andet med til at gøre, at jeg mistede kontrollen, siger hun til A4 Arbejdsliv.

Chefens melding slog hende ud af kurs 

Men kontroltabet var kortvarigt. Under begravelsen græd hun ikke. Og 14 dage efter mødte hun på arbejde igen.

- Jeg husker ikke min første arbejdsdag, andet end at jeg sidder ved et rundt bord på lærerværelset og stirrer ud i luften, og at jeg mekanisk flytter min krop rundt mellem klasseværelset, SFO’en og lærerværelset. Det var en følelse af bare at køre på rygraden, fortæller hun.

Det ender med, at jeg bider tænderne sammen og kører som en terminator derudad, og der begynder vreden at komme, og den vokser og vokser
Betina Reimer, pædagog

Efter få dage bliver hun kaldt til samtale med to af sine chefer, og allerede fra det tidspunkt går kommunikationen helt skævt.

- Den leder, der fører ordet, er på mange måder dygtig. Hun spørger, hvordan jeg har det, og hvordan det er at vende tilbage. Men så kan jeg huske, at jeg siger noget i retning af, at det er rigtig, rigtig hårdt, og at jeg slet ikke ved, om jeg kan klare det, siger Betina Reimer.

- Hendes kommentar til det er, 'jamen havde det været mig, ville jeg have været tilbage efter en uges tid', husker Betina Reimer.

I dag er hun stadig forbløffet over udmeldingen, som hun i situationen reagerede fysisk på.

- Hele min krop fryser til is helt ned i tæerne. Jeg tænker, hvis jeg ikke rejser mig op nu, falder jeg ned af stolen, så jeg går hen til håndvasken og tager mig et glas vand og nogle klude og sætter mig ned igen, forklarer hun.

Hun husker ikke resten af samtalen. Men hun kan genkalde sig følelsen af svigt.

- Det ender med, at jeg bider tænderne sammen og kører som en terminator derudad, og der begynder vreden at komme, og den vokser og vokser, siger hun.

I Zoo med dyb sorg i rygsækken

På sin tredje arbejdsdag, efter at hun kom tilbage, var Betina Reimer på tur til Zoologisk Have fra klokken halv otte om morgenen til halv fem om eftermiddagen.  

- Jeg kan se sådan nogle billeder for mig, hvor jeg drøner rundt i Zoo med børnene og siger dyrelyde. Jeg pressede hele tiden mig selv til at skulle klare alle de her situationer, siger hun.

Set i bakspejlet synes hun, at der blev taget alt for lidt hånd om hendes sårbarhed efter tabet af manden.

- Min leder stillede ingen afklarende spørgsmål om mine behov, eksempelvis behov for deltid. Jeg tror, at det er fordi, jeg virker så stærk, at de fejlvurderede mig som værende handlekraftig. Jeg havde svært ved at bede om den hjælp, jeg havde brug for, siger hun.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan hjælper du bedst en medarbejder i sorg  

Følelsen af svigt blev styrket af, at hun flere gange italesatte overfor skolens tillidsrepræsentanter, at hun følte sig kørt for hurtigt tilbage, og at hun gerne ville gå lidt ned i tid.

- Men der var ingen, der handlede på det, så til sidst fik jeg følelsen af, at alle bare ventede på, at jeg skulle knække helt sammen, fortæller hun.

Tror intentionerne var gode

Men der var glimt af den omsorg, som hun higede efter at få. En kollega, hun ikke kendte særlig godt, satte sig ved siden af hende i frokostpauserne uden at være anmassende. Hun sad blot ved siden af hende og blev i samtalen, når Betina Reimer fortalte om det, der var svært.

Det gav hende også tryghed at vide, at hun i løbet af en arbejdsdag kunne sætte sig alene ned på lærerværelset, når hun ikke kunne rumme stemmer og støj. Hun er sådan set heller ikke i tvivl om, at både kolleger og ledere har haft de bedste intentioner.

- Så det er utrolig blandet for mig, når jeg tænker tilbage på det. Men der er ingen tvivl om, at jeg har følt mig grusomt svigtet undervejs. Men generelt føler man måske bare et svigt, når man mister, siger hun.

Tror du også, at det har handlet om, at du skulle vende vreden mod nogen, og så var det nemmere at være vred på din leder end døden?

- Jeg vendte ikke vreden mod lederen, jeg vendte den indad, så det er mig selv, der er blevet dårligere og dårligere. Min krop er blevet mere og mere anspændt. Jeg har lært at lukke ned for det, der er svært, og det er ikke sundt, fordi det har stået på så længe, siger hun.

Efter noget tid blev hendes harme så altoverskyggende, at hun søgte en ny stilling, som hun var blevet opfordret til, og som hun fik. Men fordi hun stadig var i en sorgproces, faldt hun aldrig til på det nye arbejde. 

Sidste sommer sagde hun op på grund af en alvorlig belastningsreaktion. Efterfølgende blev hun sygemeldt og har været det siden.

- Jeg røg helt ned med flaget både på grund af belastninger på jobbet, og fordi jeg simpelthen har prøvet at undgå sorgen i så lang tid.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her