Betaling på motorvejstoiletter måske på vej

12. jan 2014, 04:00
Klamme toiletter langs motorvejen rammer særligt landets kørende sælgere, der tilbagelægger 48.000 kilometer på vejene. Nu starter forsøg med betalingsordning

Lugt af gammel urin, afføring på toiletsædet og ubestemmelige væsker på toiletgulvet.

Det er langt fra alle danske bilister, langturschauffører og firma-billister, der er tilfredse med standarden på toiletterne langs motorvejene.

Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Business Danmark. Her giver hver tredje decideret dumpekarakter til klamme toiletter på motorvejscafeterier og tankstationer.

”Det er ikke godt nok. Vi taler om bemandede rastepladser. Shell, Statoil, Monark og de andre skal simpelthen gøre det bedre,” siger formand for trafikudvalget i Business Danmarks, Lars Bundgaard.

Uværdige forhold

Når Business Danmark interesserer sig for problemet, handler det om, at hovedparten af deres medlemmer kører 48.000 kilometer om året på landets veje.

”De skal spise mad og bruge toiletforhold. Det er ikke værdigt den måde, det kører på i dag,” siger Lars Bundgaard.

860 danskere, der kører mere end 500 kilometer i bil om året, har deltaget i undersøgelsen.

35 procent er meget utilfredse eller utilfredse med renligheden på toiletterne, når de spiser burger langs motorvejene eller fylder benzin på bilen. 37 procent er enten tilfredse eller meget tilfredse.

Monark: Rigtigt ærgerligt

I motorvejskæden Monark ærgrer man sig over folks syn på den latrinære tilstand.

”Jeg synes, at de resultaterne er lige så dårlige, som alle andre synes. Jeg er rigtig ærgerlig over, at standarden er, som det fremgår,” siger Steffen Larsen, øverste driftschef i Monark.

Han mener generelt, at Monark er gode nok på toiletfronten. Bortset fra nogle få stykker, er det nemlig ikke dem, der driver dem.

”Vi bliver ofte bliver forbundet med toiletterne. Det er træls, for vi driver næsten ingen på motorvejen,” siger Steffen Larsen.

Statoil skrubber tre gange dagligt

Kommunikationsdirektør i Statoil Per Brinch oplyser, at selskabet som minimum gør rent tre gange om dagen på de forskellige toiletter.

"Vi lægger mange kræfter i at holde en høj standard. Vi synes, vi gør det godt, men vi vil gerne gøre det bedre,” siger Per Brinch.

Ifølge undersøgelsen mener 48 procent, det ville være en god idé at indføre en betalingsmodel, hvor det koster fem kroner per toiletbesøg, som så refunderes ved køb i butikken.

28 procent er modstandere af modellen, der allerede eksisterer i Tyskland. Her har det ifølge Lars Bundgaard fra Business Danmark givet super-rene toiletter.

Derfor er fagforeningen for de kørende sælgere parat med en varm anbefaling af modellen.

Tissepenge kan ramme i nyt år

Det samme gælder for Monark, der selv foreslog den for 10-12 år siden. Og måske møder tissetrængende danskerne snart betalingsmuren.

I statoil har man nemlig forsøgt sig med en betalingsmodel i Norge. Nu overvejer de at prøve den af i Danmark.

”Vi er i overvejelses-fasen om at køre en tilsvarende test i Danmark i det nye år,” siger Per Brinch.