I DANMARK KAN VI forvente, at pensionsalderen over de kommende 20 år gradvist vil stige. Således skal pensionsalderen reguleres (politisk) hvert femte år. Tanken er, at den skal stige i takt med danskernes levealder. På denne vis kan vi øge beskæftigelsen og antallet af hænder, som står til rådighed for virksomhederne. Og det er jo godt!

På papiret i hvert fald.

LÆS OGSÅ: Unge faglærte på 1. maj: "Forkasteligt at vi skal slide os ihjel"

I virkeligheden er der store forskelle på, hvem der kan holde til så langt arbejdsliv. Her spiller efteruddannelsesmulighederne en vigtig rolle. I disse dage diskuterer arbejdsmarkedets parter med regeringen, hvordan man kan give nedslidte lønmodtagere bedre muligheder for en tidligere tilbagetrækning. Men tilbagetrækningsdiskussionen savner - efter vores mening - en anden og temmelig vigtig dimension. For det kræver ikke alene et godt helbred at blive på arbejdsmarkedet, det forudsætter også, at kompetencerne er i orden.

Vi må også sætte ind inden det går galt …

I første omgang vil vi slet ikke diskutere spørgsmålet om tilbagetrækning. Det forekommer indlysende rigtigt, at det skal være muligt at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis man er nedslidt efter et langt arbejdsliv. Tilsvarende virker det soleklart, at der også må iværksættes flere forebyggende indsatser for at sikre et godt arbejdsmiljø på virksomhederne, hvis vi skal fastholde danskerne i et længere arbejdsliv uden fysiske og psykiske skader og nedslidning.

Kunne man forestille sig en vejledning og rådgivning rettet mod de brancher (og fag), hvor risikoen for nedslidning er størst?
Peter Thuesen, Mogens Pedersen, Carsten Grumsen og Jørgen Sørensen, best.form. i hhv. AMU Syd, Nordjylland. Vest og Fyn

I stedet vil vi diskutere tilbagetrækningens mere anonyme lillesøster ”omskolingen”. For hvis flere danskere skal være på arbejdsmarkedet i længere tid, så skal efteruddannelsesmulighederne også forbedres. Dette kræver investeringer i et hensygnende VEU-system og flere muligheder for at skifte spor i løbet af arbejdslivet – også inden det går galt, og tilbagetrækning er den eneste løsning.

De senere år har budt på mange fornuftige reformer af ungdomsuddannelsessystemerne. Reformer om styrkelse af optaget, reduktion af frafaldet, højnelse af kvaliteten og etablering af bedre sammenhænge til såvel grundskolen og de forberedende tilbud som de aftagende virksomheder.

Så langt så godt.

Men når man piller ved tilbagetrækningsalderen for den nuværende arbejdsstyrke, så kan det ikke gøres uden også at foretage ændringer i den del af uddannelsessystemet, der beskæftiger sig med de voksnes kvalifikationer. Vores nuværende arbejdsstyrke har for længst forladt uddannelsessystemet. EUD-uddannelserne i det ganske land har ikke en tilstrækkelig volumen til at imødekomme den stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersken Lene frygter nedslidning: Holder ikke til jeg er 71 år

Derfor er der brug for et velfungerende VEU-system, som kan sikre virksomhederne den kvalificerede arbejdskraft og samtidig give medarbejderne en mulighed for at skifte spor – inden det går galt. Hvis flere af os skal have flere gode år på arbejdsmarkedet, så må der sættes ind med uddannelse, inden knæene begynder at knage og ryggen værke.

Lad arbejdsstyrken skifte spor

Sporskifteordningen (2018-2021) er en god begyndelse for de medarbejdere, der enten er i risiko for at blive nedslidte eller allerede er nedslidte. Desværre har denne ordning været så usynlig, at det har været nødvendigt med ekstra opsøgende indsatser, som skal informere virksomheder og medarbejdere om muligheden for at søge om tilskud fra ordningen.

Det er også værd at bemærke, at der med sporskifteordningen ikke er tale om en uddannelsesrettighed for danskerne, men om en ”mulighed” som er både ansøgningsbetinget og midlertidig.

Den øgede brug af VEU-systemet vil sikre, at færre danskere udstødes fra arbejdsmarkedet. Det vil kollektivt give arbejdsstyrken flere handlemuligheder, så færre danskere havner i en situation, hvor man ikke længere kan holde til at være på arbejdsmarkedet.
Peter Thuesen mfl.

Ikke desto mindre er sporskifteordningen et skridt i den rigtige retning. I den nuværende tilbagetrækningsdiskussion er der mange gode argumenter for at udbygge og eventuelt permanentgøre den ved lov. Med en permanent ”sporskifte-lov” ville fremtidens (ældre) arbejdsstyrke have langt bedre muligheder for at skifte spor undervejs i deres arbejdsliv.

Samtidig ville den øgede brug af VEU-systemet sikre, at færre danskere udstødes fra arbejdsmarkedet. Det vil kollektivt give arbejdsstyrken flere handlemuligheder, så færre danskere havner i en situation, hvor man ikke længere kan holde til at være på arbejdsmarkedet.

På et helt overordnet niveau vil flere muligheder for om- og opkvalificering også modvirke globaliseringens negative effekter på arbejdsmarkedet og på de danske arbejdsvilkår. Når jobfunktionerne på det danske arbejdsmarked ændrer sig, bør arbejdsstyrken også have muligheder for at udvikle og tilpasse sig.

Men ikke al udvikling finder sted af sig selv, og det vil være nødvendigt med en styrkelse af den virksomhedsrettede rådgivning og vejledning. Langt de fleste virksomheder er i disse dage optaget af problemerne med at skaffe mere arbejdskraft, så tidlig tilbagetrækning er (forståeligt nok) ikke et tema, som man automatisk vil være positiv overfor. En opsøgende rådgivning om mulighederne for at skifte spor i arbejdslivet kunne måske være en opgave for uddannelsesinstitutionerne og erhvervshusene (?)

Analyser af sammenhængen mellem tilbagetrækningsalder og arbejdsmarkedsforhold (VIVE, 2019) peger også på, at ældre medarbejdere kan have det svært med efteruddannelse. Den indstilling er særdeles uheldig. Der findes en positiv sammenhæng mellem seniorers deltagelse i kompetenceudvikling og deres fastholdelse på arbejdsmarkedet (Deloitte, 2019). Men mange oplever barrierer for deltagelse i sådanne uddannelsesaktiviteter – og der eksisterer således et temmelig kontant vejledningsbehov i forhold til dette segment. Uagtet om deres behov kan dækkes via de formelle voksen- og efteruddannelser eller ved hjælp af kortere arbejdsmarkedskurser.

Uddannelse er nøglen til det lange arbejdsliv

I disse dage hvor de aktuelle politiske diskussioner mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter primært vedrører overgangene mellem arbejdslivet og pensionstilværelsen – hhv. den 2. og den 3. alder, så har vi i dette bidrag søgt at fokusere på de uddannelsesmæssige nødvendigheder, som følger af at forlænge den 2. alder.

LÆS OGSÅ: To ud af tre kontorfolk har fysiske smerter på jobbet: "Vi bliver glemt i pensionsalder-snakken"

Vi kommer til at leve længere end nogensinde før. Denne positive udvikling i danskernes levetid er selvfølgelig intet mindre end fantastisk. Men det er også en udvikling, der stiller nye krav til vores levevis, og til måderne hvorpå vi organiserer vores arbejdsliv. Vores institutioner, virksomheder og den lovgivning, som regulerer dem, må give rum til at håndtere de udfordringer, der følger med en aldrende arbejdsstyrke.

Det kræver ikke alene et godt helbred at blive på arbejdsmarkedet, det forudsætter også, at kompetencerne er i orden
Peter Thuesen, Mogens Pedersen, Carsten Grumsen og Jørgen Sørensen, best.form. i hhv. AMU Syd, Nordjylland. Vest og Fyn

De nuværende politiske diskussioner omhandler alle måder, hvorpå vi forlader arbejdslivet. Der er behov for også at udstrække denne diskussion til at omfatte under hvilke omstændigheder, vi kan blive lidt længere. VEU-systemet er nøglen til et længere arbejdsliv. Uden et velsmurt voksen- og efteruddannelsessystem kan vi ikke høste det fulde udkomme af den sene tilbagetrækning. Uddannelse er fortsat adgangsbilletten til arbejdsmarkedet for de unge, men med en stigende tilbagetrækningsalder, så bliver uddannelse også en adgangsbillet; ikke til ét, men måske flere arbejdsliv.

Det nødvendige karriereskifte?

Ingen kender dagen i morgen. Men i en virkelighed hvor arbejdslivet forlænges hvert femte år – og hvor 18-årige EUD-elever- som vi møder på skolebænken i dag, først forlader arbejdsmarkedet- når de bliver 74-75 år. I dén virkelighed må der findes muligheder for forebyggelse af nedslidning og omskoling, når (og før) uheldet er ude. Det er ikke kun medarbejderen, men også arbejdspladsen og arbejdslivet, som er i forandring.

LÆS OGSÅ: Flere dør kort efter de har fået førtidspension: "Syge udsættes for en uværdig behandling"

Nedslidning er naturligvis størst i de fag og brancher, hvor man varetager fysisk og psykisk belastende arbejde. På AMU-uddannelserne kender vi udmærket denne udfordring – og vi tackler den allerede i dag. Fx er uddannelsen som buschauffør en tiltrækkende mulighed for mange (tidligere) medarbejdere i byggefagene. Uddannelsen i ejendomsservice (pedel-uddannelsen) rummer et element af det ”sporskifte-potentiale”, i hvert fald er det almindeligt, at mange af eleverne på denne uddannelse tidligere har arbejdet i andre fag. Flere af de sociale og pædagogiske uddannelser rummer samme elementer.

Pointen er, at det somme tider kan vise sig nødvendigt med et karriereskifte. Men er det ikke bedre, at give disse muligheder inden arbejdsevnen begrænses? Kunne man forestille sig en vejledning og rådgivning rettet mod de brancher (og fag), hvor risikoen for nedslidning er størst?

Dette er et debatindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].