Besparelser på erhvervsskoler ligger fast

4. nov 2008
Bertel HaarderV fastholder besparelser på de selvejende uddannelsesinstitutioner men det vil ikke ramme undervisningen.

Der kan og skal spares på administrative opgaver og rengøring på landets erhvervsskoler, gymnasier og SOSU-skoler.

Og besparelserne bliver gennemført, selvom undervisningsminister Bertel Haarder (V) i et samråd i Folketingets uddannelsesudvalg tirsdag eftermiddag indrømmede, at den rapport, som ligger til grund for besparelserne, har en række svage punkter.

Baggrunden for samrådet er en rapport fra revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers, der har gennemhullet en rapport fra et andet velrenommeret revisionsfirma, Deloitte.

"Rapporten fra Deloitte har ikke noget med eksakt videnskab at gøre," sagde Bertel Haarder i et fyldt mødelokale, hvor en række repræsentanter fra skoleinstitutionerne lyttede til ministerens svar.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Stridspunkt nummer ét på mødet var derfor en række spareanbefalinger fra revisionsfirmaet Deloitte, der mener, at skolerne kan spare 312 mio. kr. i 2011 via indgåelse af såkaldte administrative fusioner og effektivisering af eksempelvis rengøringen på skolerne.

Oppositionen til venstre for midten, med socialdemokraterne i spidsen, er nemlig overbevist om, at Deloitte-rapporten ikke tager højde for de enkelte skolers forskellighed, og at rapporten er skrevet med det ene formål at spare penge til andre af regeringens politiske projekter.

"Det er med ført hånd, undervisningsministeren gennemfører besparelserne," sagde Bjarne Lausten (S), der mener, Bertel Haarder er blevet presset af finansministeriet til at spare på skolerne.

"Jeg synes faktisk, det er ganske rimeligt, at vi i Undervisningsministeriet også bidrager til at gennemføre nogle af de fælles projekter, regeringen har. Men jeg kan da sige, at jeg tit sætter hælen i overfor mine ministerkollegaer," lød ministerens svar til de socialdemokratiske angreb.

Undervisningsministeren fastholdt dog samtidig, at de planlagte besparelser ikke vil ramme undervisningen på eksempelvis landets erhvervsskoler.

Det er påvist, at Deloitte ikke har taget højde for, at der er flere undervisningsdage på landets erhvervsskoler sammenlignet med eksempelvis gymnasierne.

Derfor mener Bjarne Lausten, støttet af den øvrige røde blok, at besparelser ikke kan undgå at ramme regeringens egen målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse.

-Newspaq

faktaboks