Bertel Haarder (V) har fået kritik for dobbeltrolle. Foto: Niels Christian Vilmann / Scanpix

V-profil tilbyder at trække sig

29. dec 2019
Siden udnævnelsen som bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater er Haarders dobbeltrolle blevet kritiseret.

Folketingsmedlem Bertel Haarder (V) tilbyder at trække sig som formand for Folketingets kulturudvalg.

Han er således klar til et "mageskifte" med en politisk kollega, der betyder, at han ikke længere vil være medlem af kulturudvalget.

- Jeg tilbyder at bytte gårde. Jeg tilbyder at forhandle en post med et andet parti eller et andet medlem af Venstres gruppe.

- Det er ikke er mig, der skal være formand, når Folketinget forhandler kultur, siger han til Ritzau.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Lillejuleaftensdag blev det offentliggjort, at Bertel Haarder fra årsskiftet skal være formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse. Han er udpeget af fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S).

Han har siden fået kritik for den dobbeltrolle, han således ville få, hvis han samtidig fortsatte som formand for Folketingets kulturudvalg. Det vil skade armslængdeprincippet, lyder kritikken.

Stine Bosse, der er tidligere bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, er endda gået skridtet videre. Hun mener, han skal trække sig helt fra Folketinget.

Bertel Haarder har siden udnævnelsen været klar over, at det kunne betyde, at der måtte ske en udskiftning.

- Jeg har aftalt med statsministeren (Mette Frederiksen (S), red.), at der ikke må være nogen som helst interessekonflikt. Og det kan klares med, at jeg enten melder mig inhabil, eller at jeg bytter med noget andet. Og det er det sidste, jeg foretrækker, siger han.

Han har dog ingen planer om at forlade Folketinget, siger han til Politiken.

Bertel Haarder erstatter som kommende formand for Det Kongelige Teater chefredaktør på Mandag Morgen Lisbeth Knudsen, som har siddet på posten siden 2016.

Det var Bertel Haarder selv, der nedsatte bestyrelsen med Lisbeth Knudsen i spidsen, da han var kirke- og kulturminister fra 2015 til 2016.

Det bliver først besluttet i begyndelsen af det nye år, hvorvidt Haarder skal skifte sin post i kulturudvalget ud med en anden.

/ritzau/