Berømt sexsymbol kvitter velgørenhedsjob

31. jan 2014, 07:00
Scarlett Johansson stopper som ambassadør for en nødhjælpsorganisation, fordi det konflikter med hendes støtte til en sodavandsmaskine.

Den verdensberømte skuespillerinde Scarlett Johansson har valgt at træde tilbage som ambassadør for velgørenhedsorganisationen Oxfam, skriver nyhedsbureauet Associated Press.

Årsagen er, at jobbet er i ideologisk konflikt med hendes reklamearbejde for firmaet SodaStream, der fremstiller sodavandsmaskiner.

SodaStream er et israelsk firma, som er blevet kritiseret for at have fabrikker i israelske bosættelser på den besatte Vestbred.

Oxfam har netop opfordret til at tage afstand fra produkter produceret i israelske bosættelser, fordi det inddirekte undertrykker palæstinensernes rettigheder.

Filmstjernen er ikke enig, og brød båndene til Oxfam, så hun kan fortsætte arbejdet for SodaStream.

Kilde: Associated Press.