Restauranten Era Ora lukker 30. maj 2020, oplyser den torsdag på sin hjemmeside. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Ikonisk michelinrestaurant lukker og slukker

5. mar, 16:15
Den italienske restaurant Era Ora lukker 30. maj. Den nåede at få en michelinstjerne 23 år i streg.

Den københavnske restaurant Era Ora får ikke mulighed for at få den michelinstjerne tilbage, som den i år mistede.

Restauranten lukker nemlig 30. maj, oplyser den torsdag på sin hjemmeside.

Era Ora, der fik sin første michelinstjerne i 1997, blev forbigået af Michelinguiden for de nordiske lande i februar for første gang i 23 år.

Det har dog ikke haft direkte indflydelse på beslutningen, oplyser ejer Elvio Milleri til Berlingske.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Jeg har altid tænkt, at det kunne ske en dag. Derfor har jeg også haft tanker om, hvad jeg så ville gøre. Jeg kan vælge at kæmpe mig tilbage med mit team, lave et nyt koncept eller helt lukke ned.

- De overvejelser gør jeg mig naturligvis, men lige nu kan jeg kan ikke sige, hvad jeg vælger – det svar må man vente et par måneder på endnu, siger Elvio Milleri til avisen.

Da Michelinguiden i februar blev offentliggjort i Trondheim i Norge, var restauranten naturligvis skuffet over at miste sin stjerne. Men på det tidspunkt havde man i sinde at kæmpe sig tilbage.

- Efter så mange år med en michelinstjerne er det et stort tab for os.

- Men vi er klar til at gøre det bedre, og vi vil helt sikkert prøve at få en eller måske to michelinstjerner næste år. Vi giver ikke op, lød det 17. februar fra restaurantleder Elvis Torregrossa.

Den plan er altså lagt i graven nu.

På restaurantens hjemmeside oplyses det, at man vil beskæftige sig med vin i fremtiden, ligesom ejerne har andre ting under opsejling.

Den italienske restaurant, der drives af Elvio Milleri og Edelvita Santos, takker i samme ombæring gæster og kolleger.

I 2017 blev restauranten kåret til verdens bedste italienske restaurant uden for Italien af det italienske madmagasin Gambero Rosso.

/ritzau/