Berømt blogger skrider fra vattet akasse

6. jan 2014, 14:00
Det udløser stærke reaktioner, at akasse for højtuddannede dropper AKassernes Samvirke, fordi fællesorganisationen er for politisk. Nu melder bloggeren Lau Aaen sig ud af akassen i protest.

Danmarks fjerde største a-kasse melder sig ud af A-Kassernes Samvirke i protest mod, at fællesorganisationen blander sig for meget i politik.

'Akademikernes' beslutning om at forlade fællesskabet har dagens igennem udløst stærke reaktioner.

Blandt andet meddeler bloggeren Lau Aaen, at han melder sig ud af a-kassen i protest.

"AAK (det gamle navn for Akademikernes, red.) melder sig ud af A-kassernes Samvirke. Det er simpelthen for vattet, så nu melder jeg mig ud af AAK og ind i Min A-kasse. Der er nemlig ikke brug for mindre taletid til folk som Verner Sand Kirk. Tværtimod. Der er brug for mere," skriver han på Facebook og Twitter.

180.000 forlader fælles talerør

I skarp konkurrence med Dovne Robert hører Lau Aaen til blandt Danmark mest berømte arbejdsløse - selv om han for længst er kommet i job.

Med bloggen 'Dagpengeland' gjorde han i 2010 og 2011 tykt grin med den måde, som arbejdsløse bliver behandlet på i jobcentre og hos private jobfirmaer.

A-Kassernes Samvirke har især markeret sig i forbindelse med halveringen af dagpengeperioden. Her har direktør Verner Sand Kirk flittigt påpeget, at mange flere ledige ville løbe tør for dagpenge, end regeringens egne prognoser lagde op til.

Også blandt andre a-kasser udløser det kritik, at Akademikernes vil lade deres 180.000 højtuddannede medlemmer vende fællesorganisationen ryggen.

Magistrenes A-kasse kritiserer beslutningen og understreger, at opbakning til A-Kassernes Samvirke er en forudsætning for at forbedre forholdene for de alt for mange ledige.

”I Magistrenes A-kasse mener vi, at det er nødvendigt at arbejde politisk for at råbe politikerne op, når dagpengeforringelser får alvorlige økonomiske og personlige konsekvenser for de ledige. Vi har den daglige kontakt med dem og kender deres situation indgående,” siger formand Frederik Dehlholm.