Bendtsen: Regeringsrokade imorgen eller torsdag

9. sep 2008
Bendt Bendtsen regner med, at regeringsrokaden vil finde sted onsdag eller torsdag.

Den afgående konservative leder Bendt Bendtsen regner med, at regeringsrokaden efter hans afgang finder sted i morgen eller på torsdag.

Det sagde han efter folketingsgruppens møde tirsdag formiddag, hvor Lene Espersen blev enstemmigt valgt som de konservatives nye politiske leder.

Hun afløser Bendt Bendtsen, der skal være spidskandidat for partiet til EU-parlamentsvalget næste år.

Efter gruppemødet erklærede Bendt Bendtsen, at de ni år som konservativ leder havde været hans livs "finest hours", hvor det var lykkedes ham at få de konservative til at arbejde sammen.

Beslutningen om at træde tilbage nu traf han og hans kone på vej hjem i flyet fra Kina i sidste uge, og han anser tidspunktet for at være perfekt.

- Det er på tide at give stafetten videre nu, hvor der er en måned til, at Folketinget samles igen. Regeringen har lagt en plan for den kommende samling, og vi har en folketingssamling i god form. Jeg afleverer en gruppe, der holder af hinanden og holder sammen. Det var min mission, sagde han.

Lene Espersen overtager også posten som økonomi- og erhvervsminister. Hendes post som justitsminister ventes overtaget af den hidtidige kulturminister Brian Mikkelsen. Bendt Bendtsen sagde efter gruppemødet, at han regner med, at regeringsrokaden finder sted onsdag eller torsdag.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her