Beklager nej til Kattegatbro

28. aug 2008
Anders G. Christensen V, borgmester i Favrskov Kommune, forstår ikke, at transportminister Carina Christensen K opgiver tankerne om at bygge en fast forbindelse over Kattegat.

- Jeg er ked af og skuffet over transportministerensministerens beslutning om ikke at etablere en fast forbindelse over Kattegat, lyder den umiddelbare kommentar fra Anders G. Christensen (V), der er borgmester i Favrskov Kommune og formand for de 19 kommuner i Region Midtjylland.

Carina Christensens (K) nej til en Kattegatbro kommer efter, at en rapport har fastslået, at en rent brugerfinansieret forbindelse efter samme model som Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen kun kan hænge sammen, hvis broen får et statstilskud på 50 mia. kroner.

Carina Christensen mener, at det først vil være relevant at genoverveje en bro over Kattegat om 15-20 år. Anders G. Christensen vil dog arbejde på, at det sker inden da.

- Vi vil arbejde videre for at få den bro. Det er vigtigt, at vi undersøger, hvilke forudsætninger, der er lagt til grund for beregningerne. Under alle omstændigheder skal vi have en diskussion om, hvad vi gør i fremtiden for at sikre, at vejnettet ikke bryder sammen, når trafikken fortsætter med at stige, siger Anders G. Christensen, der sammen med formanden for Region Midtjylland Bent Hansen (S) og Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) har været ivrig fortaler for en Kattegatbro.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her
faktaboks