Bedste køb til juleand: Vin til seks stjerner

17. dec 2010
Vinanmelder John Iversens bedste bud på både julevin og portvin

Julen står for døren. Og selvfølgelig skal der vin på bordet. Hvad skal man vælge?

I denne uge er der en række gode bud på ledsageren til den traditionelle julemad.

Det er vigtigt, at vinen passer til det tilbehør, som man serverer til juleflæskestegen eller julegåsen. Sovs, kartofler og rødkål kræver en kraftig og saftig vin.

Her er ugens bedste vin et rigtigt godt bud. En australsk vin med over 15% alkohol med en lækker sødme fra Shiraz druerne passer perfekt til julemaden.

De øvrige vine er også alle rigtig gode bud, og ugens portvin er en rigtig god ledsager til ris a la mande med kirsebær.

 

Ugens bedste vin

Wallace, Ben Glaetzer, Shiraz, Grenache, Barossa Valley, Australien, 2008. 149 kroner flasken. Vinens Verden.

Nærmeste forhandler: 6543 4449. www.wine.dk

De laver fantastisk vin i Australien. Hvis din vinanmelder siger noget andet, så drop ham/hende. Julevinen fra Ben Glaetzer er gennemført lækker. Modne bær og sort peber fra Shiraz druerne Blandet med de søde kirsebær, og duften af jord og krydderier fra Grenache druerne. Det er basis i denne blockbuster af en vin fra down under.

 

Ugens bedste køb

Modus, Ruffino, Toscana, Italien, 2006. 199,95 kroner flasken. På tilbud til 129,95 kroner flasken. I alle SuperBest butikkerne.

Nærmeste forhandler: 3613 0077. www.gobivin.dk

En klassevin fra Toscana. Det er en såkaldt SuperToscaner, som er klassificeret som en bordvin, i det den er lavet på en blanding af Sangiovese og de to Bordeaux druer Merlot og Cabernet Sauvignon. En fløjlsblød vin med toner af kirsebærsten og en meget lang eftersmag.

 

Catena Alta, Malbec, Mendoza, Argentina, 2005. 249,95 kroner flasken. Philipson Wine.

Nærmeste forhandler:7022 6888. www.philipsonwine.com.

Toppen af toppen fra Catena i Argentina. En saftig og helt sort vin lavet på den argentinske nationaldrue Malbec. Er helt fremragende til julemaden.

 

Vintage Porto, Burmester, Portvin, Portugal, 1999. 99,95 kroner flasken. Philipson Wine.

Nærmeste forhandler: 7022 6888. www.philipsonwine.dk

Endnu engang forundres jeg over, at det er muligt, at købe en årgangsportvin til 100 kroner. Smager simpelthen bare godt. Nyd den til nødder, eller drik den til ris a la mande.

 

Domaine Grand Nicolet, Rasteau, Cotes du Rhone, Frankrig, 2008. 125 kroner flasken. På tilbud til 99 kroner flasken. A-Vinstouw.

Nærmeste forhandler: 9712 1416. www.a-vinstouw.dk

Solbær og chokolade i næsen. En rigtig koncentreret og frugtrig vin fra Rasteau i Cotes du Rhone. God tilbudspris.

 

John Iversen

John Iversen har i flere år anmeldt vin i dagbladet Information og på Nyhedsavisen.

Han er medforfatter til bogen ’Kom godt i gang med vin’ fra 2006. Han er en superkok, vild med italiensk mad og har sans for det gode i livet.

Han er tidligere politiker, har siddet i EU-Parlamentet og er i dag assisterende pressechef hos Socialdemokraterne.