Bedemænd klager over kæmpe lig

10. maj 2010
Overvægtige danskere skaber problemer efter døden

Danskerne er blevet større. Også de døde danskere. Det har bedemændene opdaget, for de skal tage slæbet fra hjemmet eller kapellet - ud i rustvognen - og til krematoriet eller kirkegården.

"Vi hører oftere om problemer med rygsmerter og andre udfordringer forbundet med at bære de tunge kister," siger Axel Jørgensen, business manager i brancheforeningen Danske Bedemænd.

"Problematiske løft"

Bedemand Ida Overgaard fra Søborg Bedemandsforretning af 1924 bekræfter problemet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"De flere overvægtige medfører selvfølgelig nogle udfordringer - blandt andet tunge og problematiske løft," siger hun.

Ifølge brancheforeningen må et stigende antal bedemænd anskaffe sig specielle bårer og vogne til at transportere de tunge lig.

Det bekræfter Per Elsvold fra bedemandsforretningen Aalborg Bedemand.

Passer på

"Vi er blevet nødt til hele tiden at passe på os selv – bl.a. ved at købe det nødvendige bære- og løfteudstyr," siger han.

Efterladte til de overvægtige lig må ofte betale flere penge til bedemanden, end hvis liget havde været normalvægtigt.

”Vi sælger væsentlig flere dyrere kister i størrelse XL eller XXL, og i nogle tilfælde skal der hyres fire mænd til at lægge folk i kisten. Det gør det dyrere for de efterladte,” siger Per Elsvold.

Familien hjælper

"Men i nogle tilfælde træder familien til og hjælper selv med at lægge vedkommende ned i kisten. Dermed undgår de denne ekstra udgift," siger han.

En ekstra stor kiste kan koste flere tusinde kroner ekstra, og nogle gange må de efterladte betale Falck for at transportere liget, fortæller bedemændene.

Ikke plads i kirken

De ekstra store kister giver også udfordringer i trange kirker, hvor der simpelthen ikke er plads til, at tre mænd kan gå ved siden af en bred kiste.

Derfor bliver kisten rullet ud af kirkerummet på en vogn, fortæller Per Elsvold.

Nogle lig er længere undervejs til krematoriet.

"I nogle tilfælde bliver det også dyrere, hvis vi må køre liget til et særligt stort krematorium, fordi der ikke er plads i det lokale krematorium," fortæller Ida Overgaard.