Bataljonschef bestilte ekstra kister før angreb

9. sep 2008
Opgaverne for de danske soldater i Afghanistan er farlige. Forud for en offensiv i Helmandprovinsen for et år siden bestilte den danske lejrledelse i landet ekstra kister

Da de danske soldater for et år siden begyndte at patruljere i den såkaldte grønne zone i Afghanistans Helmand-provins vidste Forsvaret, at der var tale om farefulde opgaver, skriver jp.dk.

Det fortæller den daværende bataljonschef Kim Kristensen i bogen "I morgen angriber vi igen", som netop er udkommet.

Inden det første angreb i den grønne zone havde den danske ledelse gennemgået kriseplaner - blandt andet for, hvordan man håndterer sårede og dræbte soldater.

"I Kandahar stod tre hvide kister parat. Men bataljonschefen ville ikke risikere at stå i en situation, hvor der ikke var kister nok. Derfor bestilte han syv mere," skriver Kim Kristensen i bogen.

Den grønne zone er særligt farlig, fordi Taleban har let ved at skjule sig i meterhøje majsmarker.
Siden august sidste år, hvor danskerne begyndte at patruljere i zonen, har 12 danske soldater mistet livet.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her