John Sætre hævder, at Nordea har sparket ham ud for at få en yngre, kvindelig leder ind. (Arkivfoto) Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Bank fyrer chef: Kun fordi jeg er en mand på 53 år

15. maj 2020, 17:27
En tidligere chef i Nordea i Norge har sagsøgt banken for uberettiget opsigelse.

Der er tale om alders- og kønsdiskriminering.

Sådan lyder det nu fra den 53-årige John Sætre, der i sidste uge blev fyret i den nordiske storbank Nordeas norske afdeling. Derfor har han nu sagsøgt banken, skriver det norske medie Dagens Næringsliv ifølge Berlingske.

LÆS OGSÅ: Tandlæger skrottede ansattes overenskomst: Nu er der nyt

I sidste uge lød det ellers i en pressemeddelelse fra banken, at privatkundechefen ville 'søge nye muligheder uden for banken.' I stedet ville 44-årige Randi Marjamaa overtage stillingen. Og nu hævder John Sætre altså, at banken har sparket ham ud for at få en yngre, kvindelig leder ind.

Det er ulovligt at diskriminere på baggrund af køn og alder ifølge den norske ligestillings- og diskriminationslov. Den norske ligestillings- og diskrimineringsombudsmand Hanne Inger Bjurstrøm siger dog til Dagens Næringsliv, at Norge ifølge hendes erindring, ikke har haft en sag, hvor en mand har følt sig diskrimineret på grund af sit køn.

Nordea ønsker ikke at kommentere sagen, men skriver til Dagens Næringsliv, at man tager stævningen til efterretning.