Bang! Vi skyder os i foden under jobsamtalen

12. jun 2012, 11:45
Migmigmig. Vi praler om personlige succeser, men glemmer at fortælle, hvad virksomheden får ud af at ansætte os, siger Business Danmark på baggrund af ny undersøgelse. Det kan koste jobbet.

Vi danskere elsker at tale om os selv, når vi er til jobsamtaler. Faktisk er vores foretrukne samtaleemne tidligere erfaringer og succeser.

Det viser en undersøgelse, som analysefirmaet Interresearch har lavet for Business Danmark.

Vi taler i langt mindre grad om, hvad arbejdsgiveren får ud af at ansætte os, og hvordan vi har tænkt os at udfylde jobbet. Og det er en taktisk brøler, der kan koste jobbet, advarer Kasper Rubæk, der er projektchef for sparring i Business Danmark.

”Det primære, som arbejdsgiverne lægger vægt på, er, om du kan løse opgaverne, og om kemien er i orden. Derfor er det vigtigt at fokusere på, hvad du kan gøre for virksomheden, og hvad de får ud af dig,” siger Kasper Rubæk.

Med andre ord: Hvis en jobsamtale varer en time, og du bruger 45 minutter på at tale om dine bedrifter, så spilder du tiden.

”Arbejdsgiveren har jo allerede læst om ens metier i cv og ansøgning. Så de ved, hvad du kan,” siger Kasper Rubæk.

Tidligere erfaringer og succeser får frit løb

I undersøgelsen bliver godt 450 danskere, der har været til jobsamtale inden for de seneste tre år, spurgt, hvad de primært slog på under samtalen.

57 procent svarede ’tidligere erfaring og succeser’. 12 procent svarede ’mine stærke og svage sider’.

15 procent svarede ’Virksomhedens udbytte ved at ansætte mig’. Og 13 procent slog primært på, hvordan de ville udfylde jobbet.

Karrierer-rådgiver og ejer af Jobmaker, Bodil Damkjær, er enig i, at jobsamtalen ikke skal være en koncert for fortiden og dine personlige succeser.

Tal fremtid, hvis du er højtuddannet

Hun peger imidlertid også på, at der er forskel på at søge job som faglært kassedame i Bilka, og som akademiker i deres afdeling for produktudvikling.

”Jo højere oppe i en organisation, man søger, jo mere personlig vil opgaveløsningen typisk være. Samtidig vil der typisk være mere selvledelse. Derfor bliver det også vigtigere at byde ind med, hvordan man vil løse opgaverne,” siger Bodil Damkjær.

Det skiller med, hvilken ledelsesform, man skal arbejde under, siger hun. Og man kan groft sige, at jo højere et uddannelsesmæssigt niveau, man befinder sig på, jo vigtigere er det at fokusere på, hvordan man vil udfylde stillingen.

”Det er i mindre grad aktuelt for kassedamen, der får at vide af ledelsen, hvad hun skal gøre. Hun vil sandsynligvis få mere ud af at tale om sine erfaringer,” siger Bodil Damkjær.

Sådan sælger vi os selv

 

Spørgsmål: Hvad har du primært slået på under samtalen?

  • Tidligere erfaring og succeser: 57 procent.
  • Mine stærke og svage sider: 12 procent.
  • Virksomhedens udbytte ved at ansætte mig: 15 procent
  • Hvordan jeg vil udfylde jobbet: 13 procent.
  • Andet: tre procent


Analysefirmaet Interresearch for Business Danmark blandt 458 repræsentativt udvalgte danskere, der havde været til jobsamtale inden for de seneste tre år.