Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Bagmænd anholdt i hvidvasksag om 353 millioner

11. jun, 15:15
En uge efter at to mænd fik blev idømt lyndomme for hvidvask, er sagens formodede bagmænd blevet anholdt.

To formodede bagmænd i en stor sag om omfattende moms- og skattesvig og hvidvask er torsdag blevet anholdt af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) - også kaldet Bagmandspolitiet.

Sagen handler om svindel og hvidvask for mere end 350 millioner kroner.

Det skriver anklagemyndigheden på sin hjemmeside torsdag.

To andre mænd blev i sidste uge anholdt og ved en straksdom idømt fængsel i henholdsvis fem år og i to år og seks måneder.

Den ene, der er 49 år, og som virkede som en slags konsulent, tilstod hvidvask af 353 millioner kroner.

Han sørgede for at veksle de store beløb til euro og derefter sende dem til forskellige firmaer i udlandet. Det skete via firmaer med adresser i Odense, Hillerød, Hellerup og København K.

Transaktionerne skete via betalingsplatformen Inpay. For sit arbejde modtog han godt 1,4 millioner kroner.

I en mail til Ritzau har Inpay understreget, at firmaet har samarbejdet med myndighederne om opklaringsarbejdet.

Den anden, der er 62 år, var direktør i firmaet RR Staffers, hvor han ifølge sin tilståelse sørgede for hvidvask af 78 millioner kroner.

Den hurtige afgørelse - der gik kun godt 30 timer fra anholdelsen til dommen - er blevet kaldt retshistorisk. Efter dommen begyndte begge mænd i øvrigt straks at afsone.

Siden da har betjente foretaget afhøringer og set nærmere på det materiale, som blev beslaglagt i sidste uge, oplyser Bagmandspolitiet i en pressemeddelelse.

Det førte torsdag morgen til, at to mænd på henholdsvis 34 og 38 år blev anholdt sammen med en tredje person.

Mændene sigtes også for hvidvask af 353 millioner kroner, oplyser Bagmandspolitiet. Deres rolle har været at give instrukser til de to dømte og andre sigtede i sagen, lyder det.

De forventes fremstillet for en dommer i Københavns Byret fredag. Her vil anklagerne i sagen bede om varetægtsfængsling.

I sagen har Bagmandspolitiet under de to aktioner i sidste og i denne uge anholdt ni personer.

/ritzau/