20201008102513657_1000
Morten Østergaard efter det dramatiske gruppemøde onsdag i Den Sorte Diamant i København, hvor han meddeler, at han stopper som politisk leder for De Radikales folketingsgruppe. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Baglandet sår tvivl om støtte til Morten Østergaard

8. okt 2020, 11:03
Morten Østergaard har svigtet baglandets tillid, lyder det fra De Radikales lokalformand i Aarhus.

Formand for De Radikales lokalforening i Aarhus Klaus Bach Trads mener, at Morten Østergaard har svigtet sit baglands tillid efter sagen med den seksuelle krænkelse af partifællen Lotte Rod.

Det skriver Politiken.

- Vi skal i baglandet i Aarhus bruge de kommende måneder på at diskutere, hvordan vi kommer videre herfra.

- Han har svigtet gruppens tillid. Han har svigtet offentlighedens tillid. Og han har svigtet baglandets tillid, siger han.

Morten Østergaard trak sig onsdag som politisk leder og gruppeformand for De Radikales folketingsgruppe.

Det skete, efter at Morten Østergaard havde fortalt, at han havde lagt en hånd på sin partifælle Lotte Rod lår for en halv snes år siden.

Mandag aften skrev Morten Østergaard i et opslag på Facebook, at De Radikale havde begyndt en ekstern undersøgelse af omfanget og karakteren af sexisme i partiet.

Tirsdag lød det fra Morten Østergaard, at han havde gennemført de samtaler og den påtale, som han mener, var det rigtige i sagen.

Han afviste samtidig, at der ville komme sanktioner, ligesom han heller ikke ville sætte navn på krænkeren.

Efter et seks timer langt gruppemøde onsdag mødte Morten Østergaard dog pressen uden for Den Sorte Diamant i København, hvor han meddelte, at det var ham, der havde krænket Lotte Rod. Han sagde, at hans efterfølgende behandling af sagen var grunden til, at han stoppede som politisk leder.

På gruppemødet måtte folketingsmedlemmerne ud i en afstemning om, hvem der skulle afløse Morten Østergaard som politisk leder.

Her trak Sofie Carsten Nielsen, der indtil nu har været næstformand i folketingsgruppen, det længste strå med stemmerne 12-4 i et kampvalg mod tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard.

/ritzau/