20210324145806269_1000
- Jeg har stadig svært ved at forstå det, og jeg har stadig ikke fået en begrundelse for det. Men det ændrer ikke ved, at vi lavede en aftale, siger Britt Bager. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Bager kan fortsætte i lukrativ post: Giver den til Venstre

24. mar 2021, 15:27
Trods partiskift kan Britt Bager fortsætte som statsrevisor, men hun giver posten tilbage til sit gamle parti.

Britt Bager kan fortsætte på sin post som statsrevisor, selv om hun er skiftet fra Venstre til De Konservative.

Men hun vælger at give den tilbage til sit gamle parti. Det sker til oktober i år.

- En aftale er en aftale, og jeg skulle afstå posten, så det overholder jeg selvfølgelig, siger Britt Bager.

Det er umiddelbart første gang, at en statsrevisor skifter parti, og derfor har Statsrevisorernes sekretariat måttet granske vedtægterne.

Bager er berettiget til at beholde posten, hvis hun ville, fastslår Folketingets økonomiske vagthund i en e-mail til Ritzau.

- Valget af en statsrevisor sker for en fast 4-årig periode, medmindre vedkommende ikke længere er valgbar, lyder det fra Statsrevisorernes sekretariat.

Dermed kunne hun i teorien fortsætte på posten til 31. september 2022, som er perioden, hun er valgt for. Men hun afgiver posten til oktober i år.

Det skyldes, at hun blev frataget posten, da hun var medlem af Venstre. I stedet blev den givet til partiprofilen Troels Lund Poulsen (V).

Britt Bager oplyste dengang, at hun gerne ville være fortsat i rollen, og at hun ikke forstod, hvorfor den skulle overgå til en anden. Det forstår hun fortsat ikke.

- Jeg har stadig svært ved at forstå det, og jeg har stadig ikke fået en begrundelse for det. Men det ændrer ikke ved, at vi lavede en aftale.

- Der hvor jeg kommer fra, overholder man sådan nogle, og det gør jeg, selv om jeg stadig ikke forstår det, siger Britt Bager.

Aftalen består i, at hun mister posten, uddyber hun.

Dengang bragte De Radikale sagen op overfor Folketingets ledelse, fordi selv ikke egne partier skal have indflydelse på, hvem der er valgt, når først vedkommende er tiltrådt.

Det skal sikre en vis integritet og armslængde, lød argumentet.

Dermed er Venstre uden statsrevisor frem til oktober, mens De Konservative har to i form af Bager og Mette Abildgaard (K).

De Konservatives pressetjeneste afviser i en sms, at der skulle være tale om en byttehandel mellem de to partier. Det samme gør Bager.

Det er blevet kaldt en af de mere lukrative poster i dansk politik og indbringer cirka 300.000 kroner om året.

Den er normeret som en halvtidsstilling.

Der er i alt seks statsrevisorer fra forskellige partier inklusiv en formand.

Statsrevisorerne uddeler blandt andet kritik af ministerier og styrelser, hvis de ikke forvalter skatteborgernes penge godt nok.

/ritzau/