Au pairpige truet med fyring efter tøjvask

7. maj 2013, 09:50
Au pairordning har til formål at skabe kulturel udveksling, men sådan fungerer ordningen langt fra, viser ny rapport

Det burde handle om sprog og kultur, men er i virkeligheden blot arbejde til lav løn.

Sådan konkluderer forskere fra SFI, der har undersøgt forholdene for au pairer i Danmark, skriver Jyllands-Posten.

"De lommepenge, man kan få som au pair i Danmark, er rigtig meget værd i Filippinerne, og det betyder, at mange af dem sender pengene hjem. Det bliver derfor i langt højere grad en udveksling, som reelt er drevet af deres behov for at få en indtægt i udlandet, og de danske familiers behov for, at nogen laver husarbejdet, som alle skal have gjort, men ingen ønsker at lave," siger seniorforsker Anika Liversage fra SFI til Jyllands-Posten.

Undersøgelsen er blandt andet baseret på interview med 31 au pairer og 28 værtsfamilier.

Ifølge Jyllands-Posten oplevede en af kvinderne i rapporten, at hendes værtsmor truede med at smide hende ud, fordi hun brugte et forkert vaskemiddel.

Kilde: Jyllands-Posten