SORT ASYL: Asylpraktik dækker over sort arbejde

23. jan 2011
Virksomheder misbruger asylpraktik til billig arbejdskraft.

En praktikordning, der skulle gøre livet mere udholdeligt for de mange asylansøgere på landets asylcentre, fører direkte til misbrug og nærmest slavelignende forhold.

500 asylansøgere er hvert år i jobpraktik, mens de venter på svar i deres asylsag. Men arbejdsgivere udnytter den gratis ordning til at bruge asylansøgere til sort arbejde.

Sådan lyder det fra Skat og flere asylansøgere, som Avisen.dk har talt med.

En ung iraker fortæller, at han har arbejdet som frisør til 15 kroner i timen. Han startede i praktik, men arbejdede fuld tid og fik sort løn. Han var konstant nervøs for at blive afsløret.

”Jeg var hele tiden bange for, at myndighederne skulle komme,” fortæller han.

Får mad, penge eller cigaretter

Den unge iraker er blot en af mange, fortæller kilder tæt på asylansøgerne.

”Mange af de asylansøgere, som er i praktik, arbejder sort der. De får lommepenge, mad eller cigaretter for arbejdet,” fortæller Hassan Abbas, der rådgiver asylansøgere gennem sammenslutningen af kurdiske foreninger i København.

De lommepenge, som asylansøgerne modtager, er alt for lave til at leve af, mener han.

”Myndighederne tvinger folk til at blive udnyttet, fordi asylansøgerne ikke må arbejde lovligt,” siger Hassan Abbas.

Også Said Parvin ser mange asylansøgere arbejde sort, hvor de er i praktik.

”Et stort antal af dem, som er i praktik, er nødt til at arbejde sort ved siden af, for de får ingen penge for at være i praktik,” siger Said Parvin, der hjælper et par hundrede asylansøgere med deres asylsag hvert år.

Ny fidus

Den smarte fidus er et udbredt problem, bekræfter Skat.

”På det seneste har vi set flere asylansøgere, hvor vi fornemmer, at de arbejder sort, selvom de er i praktik gennem Røde Kors. Det er et nyt fænomen, vi er stødt på det sidste år til halvandet,” fortæller Lisbet Hedelund, der er afdelingsleder i Skat.

Ifølge Udlændingeservice er ordningen skabt for, at asylansøgere kan holde deres færdigheder ved lige, indtil de skal tilbage til deres hjemland.

Selvom det er ulovligt at arbejde, mens man venter på asyl, er det svært for Skat at afgøre, om arbejdsgiverne misbruger praktikken.

”Nogen gange møder vi dem, hvor de står alene i en butik. Det er et tydeligt tegn på, at de ikke bare er i praktik. De må ikke udfylde, hvad der burde være et lønnet job,” siger Lisbet Hedelund.

Hun vil nu tage fat i Røde Kors for at få stoppet det sorte arbejde hos praktikstederne.

Mistanke

Det er Røde Kors, der står for praktikaftalerne. Ofte finder de praktikplads til asylansøgerne. Andre gange finder asylansøgerne selv en praktikplads.

”Vi er meget opmærksom på det de steder, hvor vi har praktikaftaler. Der besøger vi stederne og tager det op med dem, hvis vi har en mistanke om sort arbejde,” siger asylchef i Røde Kors Carsten Isaksen.

Har I oplevet, at det har været tilfældet?

”Ja, men for år tilbage. De senere år har vi ikke set det, for vi er også blevet mere klare på det, når vi går ud og snakker med virksomheden. Men vi går ikke ind og laver undersøgelser, for der er ikke nogen af parterne, der ønsker at lægge noget på bordet for os.”