Askeskyen spøger i lufthavnen

20. jul 2010
Askeskyens rasen har skabt en afmatning i Københavns Lufthavn

Askeskyen er for længst holdt op med at rase, men dens virkninger kan stadig mærkes i København Lufthavn.

"Det har skabt en afmatning i sommerjobbene. Mange af de mennesker, der har gået arbejdsløse og skulle have sommerjob, har ikke fået det,” siger Frank vid Stein, næstformand for 3F i Kastrup.

Da askeskyen hærgede i april måned måtte det faste lufthavnspersonale bruge meget af deres afspadsering og ferie, da lufthavnen stod stille. Derfor er der færre feriejob i år, forklarer Frank vid Stein.

Hvor mange færre job, der præcist er tale om, tør Frank vid Stein ikke give et bud på. Men han oplyser, at der blandt 3F's medlemmer er 150 færre, der har sommerjob i lufthavnen, end der normalt er.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Godt, den ikke varede længere"

Hos selskabet Novia, der beskæftiger 700 mennesker med at ekspedere bagage og fragt, er de lettet over, at askeskyen ikke varede længere.

"Den kostede os et sted mellem tre og fire millioner, men vi er kommet ud med skindet på næsen og uden fyringer," siger administrerende direktør, Stig Thygesen.

Mere deltidsarbejde hos SAS

SAS var med 1300 lastearbejdere og rengøringspersonale hårdt ramt, da flytrafikken stod stille. Driftschef Hans Bech fra SAS siger, at de heldigvis er sluppet for at afskedige personale.

"De fleste har klaret sig ved at bruge afspadseringstimer."