20210120-130820-L-1920x1280we
- Der er lavet en opgørelse, som viser, at et antal arbejdsulykker ikke er blevet anmeldt eller er anmeldt for sent. Herunder syv ulykker på byggeriet, som ikke kan findes, fordi de ikke er blevet anmeldt til Arbejdstilsynet. Det er helt og aldeles utilfredsstillende, og jeg har bedt Arbejdstilsynet om at indskærpe over for virksomhederne på Storstrømsbroen, at reglerne på området skal efterleves, sagde Peter Hummelgaard (S) på samråd. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Minister bekræfter: Arbejdsulykker på milliardbyggeri holdt skjult

21. jan 2021, 08:48
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard bekræfter på samråd, at en række arbejdsulykker på milliardbyggeriet er blevet holdt skjult.

De udenlandske byggeselskaber, der lige nu arbejder på at opføre den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster, har i en række tilfælde skjult ulykker, som deres ansatte har været udsat for. Det skriver Fagbladet 3F.

Helt konkret er der fundet syv arbejdsulykker, som i strid med lovgivningen ikke er anmeldt til myndighederne.

Det oplyste beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) onsdag under et samråd om arbejdsforholdene på Storstrømsbroen.

- Der er lavet en opgørelse, som viser, at et antal arbejdsulykker ikke er blevet anmeldt eller er anmeldt for sent. Herunder syv ulykker på byggeriet, som ikke kan findes, fordi de ikke er blevet anmeldt til Arbejdstilsynet. Det er helt og aldeles utilfredsstillende, og jeg har bedt Arbejdstilsynet om at indskærpe over for virksomhederne på Storstrømsbroen, at reglerne på området skal efterleves, sagde Peter Hummelgaard.

Dermed bekræfter beskæftigelsesministeren de oplysninger, som ansatte fra det statslige brobyggeri stod frem med i Fagbladet 3F lige før jul.

Her fortalte tre bygningsarbejdere, at deres arbejdsulykker ikke var blevet anmeldt af deres arbejdsgiver, mens en fjerde havde oplevet, at hans italienske arbejdsgiver havde oplyst til myndighederne, at skaden ikke skulle behandles efter arbejdsskadeloven og dermed indberettes til firmaets forsikringsselskab.

Det blev dog pure afvist af det italienske foretagende Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), der har vundet kontrakten på det danske milliardbyggeri.

- Vi indberetter selvsagt alle arbejdsskader efter reglerne, lød afvisningen fra SBJV’s danske pressetalsmand, Christian Lemvigh.

Arbejdstilsynet har mere end 140 gange slået ned på overtrædelser af arbejdsmiljøloven og har i mange af sagerne vurderet, at ansatte på brobyggeriet har været i fare for at dø eller miste førligheden.

På samrådet deltog også Venstres arbejdsmiljøordfører, Anne Honoré Østergaard.

- Vi er bekymrede for situationen på Storstrømsbroen, og det tyder på, at der er forhold, som slet ikke er i orden. Vi forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at arbejdsulykker ikke bliver anmeldt. Hvis både Enhedslisten og Venstre er enige om, at vi står med et problem, så bør man lytte godt efter. Og i Venstre vil vi følge sagen tæt, sagde Anne Honoré Østergaard.

Mens Peter Hummelgaard som beskæftigelsesminister har ansvaret for spørgsmål vedrørende arbejdsmilø, er det transportminister Benny Engelbrecht (S), der har det overordende ansvar for opførelsen af den nye Storstrømsbro.

Han oplyste, at Vejdirektoratet, der er statens bygherre på projektet, i flere tilfælde har stoppet byggeriet, fordi der er observeret farlige arbejdsforhold.

Vejdirektoratet indførte i 2019, efter artikler i Fagbladet 3F, et skærpet tilsyn med arbejdsmiljøet på Storstrømsbroen.

- Vejdirektoratet vil ikke acceptere et farligt arbejdsmiljø, og de har fået mulighed for helt at stoppe arbejdet eller dele af arbejdet på byggeriet, sådan at det ikke er en økonomisk afvejelse fra entreprenørens side, om det kan betale sig. Der er sket standsning af arbejdet én til to gange om måneden, indtil forholdene er blevet bragt i orden, lød det fra transportminister Benny Engelbrecht.