Arbejdstilsynet: Aldiansatte er i stor fare

27. jun 2012
Dumper discountsikkerhed i Aldi. Ansatte risikerer overfald, trusler og psykiske skader, når de skal alene i banken med butikkens omsætning.

Det er ikke bare Aldi's egne ansatte, som er sarte, når de finder det utrygt at skulle alene i banken med 100.000 kroner.

Arbejdstilsynet dumper sikkerheden med et brag.

Avisen.dk har fået aktindsigt i en række rapporter fra Arbejdstilsynets kontrolbesøg i Aldi-butikker.

Gennemgangen viser, at både manglende sikkerhed i butikkerne og omkring transporten af omsætning til banken i mange tilfælde har udløst kritik fra Arbejdstilsynet.

Håndtering af store kontantbeløb er som udgangspunkt en 'særlig risikobetonet arbejdsproces', forklarer tilsynschef Thomas Christensen fra Tilsynscenter Nord.

"Det kræver en særlig forebyggelse at nedbringe den risiko, og derfor stiller vi store krav til virksomhedernes ledelse om at undgå det, vi kalder usikker adfærd," siger han.

Som tidligere dokumenteret af Avisen.dk er Aldi-butikker blandt de supermarkeder, som oftest er udsat for røverier.

Det har ikke været muligt at afdække, hvor vidt Aldi-medarbejdere er blevet overfaldet i forbindelse med soloudflugter til banken.

Men risikoen er ikke blot teoretisk. Det bekræftes af værdihåndteringsfirmaet Nokas, der står for størstedelen af pengetransporterne i detailbranchen.

"Det går godt i mange tilfælde, men desværre rigtig galt i andre. Jeg kan ikke sætte tal eller supermarkedsnavne på, men jeg kan sige så meget, at det sker," siger administrerende direktør Peter Junge.

Behøver ikke lig på bordet

Tilsynschef Thomas Christensen understreger, at Arbejdstilsynet "ikke behøver lig på bordet" for at vurdere, at det er farligt at sende kassedamer i banken med 100.000 kroner i håndtasken.

I Aldi i Allingåbro er den såkaldte 'eksterne kontanthåndtering' flere gange blevet stemplet som 'usikker adfærd'.

"Den eksterne pengetransport foregår på en forudsigelig måde, der gør det let for kriminelle at aflure personalet. Høj personalegennemstrømning øger samtidig risikoen for, at viden om disse procedurer spredes," siger Thomas Christensen.

Flere tidligere og nuværende Aldi-medarbejdere har over for Avisen.dk bekræftet, at turene til banken ofte foregår efter et temmelig forudsigeligt skema, og at de derfor føler sig ekstra udsatte.

Risikoen stiger

Risikoen for røverier er generelt blevet større for supermarkedsansatte i takt med, at banker og tankstationer har skærpet deres sikkerhed og overvågning.

Derfor vender mange kriminelle i dag deres opmærksomhed mod supermarkeder og forretninger, når der skal skaffes kontanter.

Men mens de fleste andre supermarkedskæder ifølge Avisen.dks oplysninger har lagt sig i selen for at gøre livet svært for butiksrøvere, har Aldi-koncernen i årevis ikke gjort noget for at forbedre sikkerheden i deres butikker.

"Vi vurderer, at risikoen for røveri og overfald bliver større for ansatte i supermarkeder. Og den risiko vil naturligvis være størst i de supermarkeder, der har den laveste sikkerhed," siger tilsynschef Thomas Christensen.

Anbefaler professionel pengetransport

Professionelle pengetransporter indgår også i Arbejdstilsynets anbefalinger.

"Ekstern værdihåndtering er en god løsning, og det er også den løsning, som branchen selv anbefaler," siger tilsynschef Thomas Christensen.

Arbejdstilsynet kan dog ikke udstede et egentligt påbud, der tvinger Aldi til at bruge pengetransporter for at spare de ansatte for risikoen.

Risiko for røveri hører nemlig under det psykiske arbejdsmiljø, og i sager om psykisk arbejdsmiljø kan Arbejdstilsynet kun træffe en 'afgørelse', som forpligter virksomheden til at udarbejde en tids- og handlingsplan for, hvordan de vil løse problemet.