Arbejdsmiljøet driver tandlæger til selvmord

12. maj 2010
Skrækslagne patienter er medvirkende til, at tandlæger begår selvmord, konkluderer en forsker.

Rutinepræget arbejde år efter år med eftersyn, rensninger, bedøvelser og fyldninger.

Få faglige udfordringer, men masser af administrativt bøvl og patienter, der klager og truer med at gå til pressen.

Konfrontationer med rædselsslagne patienter, der identificerer tandlægen med smertefulde og ubehagelige oplevelser.

Disse arbejdsforhold er skyld i, at tandlæger relativt ofte begår selvmord.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det konkluderer Ib Sewerin i en videnskabelig artikel. Han har som dr.odont. og som førende forsker inden for sit felt, gennemgået en lang række statistikker og internationale artikler.

Højere selvmordsrate

"Nye tal synes klart at bekræfte, at selvmordsraten blandt især ældre tandlæger er høj," konkluderer han.

Ifølge Ib Sewerin ligner tandlæger socialt, økonomisk og fagligt læger, der relativt ofte begår selvmord. Ifølge Danmarks Statistiks selvmordindex begår læger selvmord tre-fire gange oftere selvmord end eksempelvis kontoransatte. Og ifølge en ny analyse af 14.000 selvmord i Englang og Wales begår tandlæger oftere selvmord end læger, oplyser Ib Sewerin.

"Tandlæger er ansvarlige for andres helbred. Det alene belaster. Samtidig er de konstant udsat for klagesager og hård kritik i dagspressen. Og det er ubehageligt dagligt at have kontakt med patienter, der frygter dem. Der er tale om en ubehagelig og usund menneskelig relation, som står på i årevis," siger Ib Sewerin.

Slider og gør dem udbrændte

"Man kan sige, at den daglige rutine med patienternes tandlægeskræk slider og gør tandlægerne udbrændte. Det kan føre til stress og misbrug af alkohol og narkotika – og deraf følgende selvmordsforsøg eller selvmord," siger han.

Lis Almer, der er forsker, underviser og er studieleder på Tandlægeskolen i København,  kender udmærket til problemerne med det hårde arbejdsmiljø.

"Når patienterne er bange, kan det slide på en tandlæge. Det at have 20-30 patienter hver dag og en ny sygehistorie hver halve time er hårdt i længden og alle kan ikke klare det," siger hun.

Krisehjælp

Tandlægeforeningen gør meget for at tage hånd om medlemmer, der er føler sig udbrændte eller er tæt på at gå ned med stress. Det sker bl.a. ved at formidle krisehjælp, fortæller foreningsformand Susanne Andersen.

"Det er meget hårdt arbejdsmiljø, så derfor er der problemer med negativ stress og udbrændthed. De fysiske vilkår er hårde, livet på en klinik er præget af travlhed og uforudsigelighed. Samtidig er tandlæger perfektionister, der belastes af at påføre patienter smerte, hvilket nogle gange er uundgåeligt," siger hun.

På Tandlægeskolen i København står de i nogle tilfælde magtesløse over for studerende, som ikke er psykisk stærke nok til at blive tandlæger.

"Vi erkender gerne, at vi er bekymrede over nogle studerende, som er for følsomme over for det pres, og som nok aldrig burde være tandlæger, men det det er svært at forklare og overbevise en person, som brænder for sit fag," siger Lis Almer.

Ib Sewerin skriver i en artikel i den seneste udgave af Tandlægebladet, at for mange ældre tandlæger er pensionering lig med tab af prestige og livsindhold - og at også det kan fremme depressioner.

LÆS MERE: "Frygten på Danmarks mindste arbejdsplads"

Ib Sewerin

-er docent, dr.odont. og har været leder af afdelingen for radiologi på Tandlægeskolen, København. Han har et højt antal faglige artikler, kurser og foredrag bag sig og har også været fagvidenskabelig redaktør på Tandlægebladet.