Da Bjarne Petersen fik tilkendt en førtidspension, var det efter 30 års kamp og et langt liv som misbruger.

I de 30 år havde kommunen sendt den tidligere portør i alverdens arbejdsprøvninger, kurser og ressourceforløb. Dagen efter, den 64-årige Bjarne fik sin førtidspension, døde han. Historien om Bjarne kunne A4 fortælle i sidste uge, sammen med nyheden om, at Bjarnes historie langt fra er enestående.

LÆS OGSÅ: Bjarne fik førtidspension efter årelang kamp: Døde dagen efter

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Næsten fire procent af de borgere, der får tildelt førtidspension, når at dø inden for det første halve år. Helt præcist dør 3,8 procent det første halve år, efter de er blevet tilkendt førtidspension. Før reformen i 2013 var andelen på 2,4 procent. Det svarer til en stigning på over 50 procent.

LÆS OGSÅ: Flere dør kort efter de har fået førtidspension: "Syge udsættes for en uværdig behandling"

Professor i socialret på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher, mener, at det er i direkte strid med grundloven, når man udsætter folk som Bjarne Petersen for lange udredninger gennem arbejdsmarkedet, før man tilkender dem en førtidspension:

- Jeg mener, man går langt over grænsen for, hvor længe man kan afprøve folks forsørgelsesevne. Vi har grundlovens § 75 stk. 2, der handler om, at den, der ikke kan forsøge sig selv, har ret til hjælp fra det offentlige uden yderligere afprøvning, siger Kirsten Ketscher i podcasten Ugen på hæld på A4 Arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Ugen på Hæld: Er ressourceforløb til syge arbejdsløse grundlovsstridige?

Grundlovens § 75 stk. 2

Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

"Man piner og plager mennesker"

Professoren kaldet det i podcasten for et ”disciplinerende forsørgelsessystem”, der altså kan være retsstridigt.

- Er det ordentlige arbejdsvilkår, at man piner og plager mennesker, som man ser ikke kan mere og skal i gang med endnu et forløb, hvor fiaskoen ligger i den anden ende, spørger hun.

Hun håber, at ramte borgere snart får prøvet deres sag for en domstol:

- Jeg venter på, at en advokat finder nogle gode eksempler. Man kunne forestille sig et gruppesøgsmål, hvor der er flere, der har været udsat for eksempelvis et ressourceforløb over fem år.

Professor ved Aalborg Universitet, John Klausen, vurderer grundlovsspørgsmålet ud fra et før og efter den 1. juni 2018. Den dag blev det nemlig præciseret, at der skal være et udviklingspespektiv i forhold til borgerens arbejdsevne, hvis personen skal i ressourceforløb. Det skete netop for at undgå lange, meningsløse ressourceforløb. Før den dag kan man diskutere, om den gældende lovgivning var i strid med grundloven, mener han.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det foregår meget forskelligt fra kommune til kommune, og at der muligvis stadigvæk er kommuner, der går langt over stregen for, hvad man kan tillade sig. Og hvis det er tilfældet, kan jeg godt være enig med Kirsten Ketscher i, at det er i strid med lovgivningen, men ikke grundloven, siger John Klausen.

- Det kan give anledning til bekymring, at variationen i kommunernes brug af ressourceforløb er så stor. Der er formentlig kommuner der går over stregen og kræver borgere i ressourceforløb, uden der er tilstrækkelig grundlag for, at der er et udviklingsperspektiv, siger John Klausen, der laver vurderingen ud fra statistikker over kommunernes brug af ressourceforløb.

KL afviser kritik

Kommunernes Landsforening afviser, at kommunerne går over stregen. I et mailsvar til A4 Nu skriver kontorchef i KL's Center for Vækst og Beskæftigelse, Henrik Thomassen:

- Det her er et område, hvor reglerne tidligere har givet anledning til tvivl om, hvornår et ressourceforløb skulle iværksættes, og hvornår det kunne undlades, før der blev truffet afgørelse om førtidspension. Det betød også, at der var et spænd i kommunernes fortolkning af reglerne. I 2018 kom der så en præcisering af reglerne, så det nu er gjort tydeligt, at der skal være en realistisk forventning om, at borgere kan udvikle deres arbejdsevne, hvis ressourceforløbet skal iværksættes. KL har ikke nogen grund til at tro, at kommunerne ikke gør deres arbejde rigtigt og grundigt inden for de præciserede lovrammer. Det betyder ikke, at der ikke kan være en vis variation i tallene på tværs af kommunerne. Her skal man jo huske på, at gruppen af borgere er sammensat forskelligt fra kommune til kommune.