Arbejdsløse er det nye guld

1. sep 2009
Private firmaer boltrer sig i arbejdsløshedskurser og aktiverer nu over dobbelt så mange som for et halvt år siden. For dyrt og for dårligt, lyder Akassernes hårde dom. Midt i det står Lukas Rubin, der er murer han blev undervist i Hitlers underskrift.

Arbejdsløsheden er en voksende guldgrube for de private jobfirmaer, der aktiverer ledige.

Tallene er eksploderet i takt med arbejdsløsheden, og helt nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at hver femte dagpengemodtager i dag bliver aktiveret privat.

Et marked for milliarder

For et halvt år siden var det 10.000 arbejdsløse om ugen – nu er tallet oppe på 23.000.

Hvad koster det? Staten regner lavt sat med en kvart milliard - ingen ved hvad kommunerne bruger - men flere af de private jobfirmaer regner selv med et marked på et par milliarder.

Men kvaliteten er på ingen måde fulgt med stigningen, viser en rundspørge, Avisen.dk har lavet til landets A-kasser.

For dyrt og for dårligt, lyder den hårde dom. 44 procent af de 120 A-kasser, der har deltaget i undersøgelsen, mener, at de private er dårligere til at få ledige tilbage i arbejde end de offentlige jobcentre.

Og når det gælder støtte og vejledning til de ledige, mener 55 procent af A-kasserne, at de private er dårligere.

DF: Området skal kuglekraves

Det får nu politiske konsekvenser. Bent Bøgsted fra Dansk Folkepartis kræver området kuglegravet.

Han har tidligere krævet øget tilsyn med det private jobfirmaer, og nu skærper han kravet: "Vi er nødt til at rette op nu, det nytter ikke noget, at folk skal bruge 14 dage på at sidde og søge job på Jobnet, det kan de godt klare på tre dage," siger han.

Bent Bøgsted kræver derfor, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) indkalder forligspartierne - regeringspartierne, DF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre.

Ville hellere have haft stilladskursus

Bag tallene er der mennesker. En af dem er mureren Lukas Rubin, der på et privat kursus skulle sammenligne Hitlers og Napoleons underskrift før og efter deres nederlag ved henholdsvis Østfronten og Waterloo.

Samtidig fik kursusdeltagerne at  vide, at de "skulle sigte efter månen, for selvom de ramte forbi, ville de alligevel være blandt stjernerne."

Lukas Rubin kunne ikke helt se storheden. Han ville hellere have været på et stilladskursus.

 

 

faktaboks

Den 1. august overtog kommunerne den fulde drift af landets jobcentre.

Men reglerne for refusion ændres først fra årsskiftet. Jobcentrene får for fremtiden dækket 50 procent af regningen fra Staten, når ledige bliver aktiveret.

Hvis kommunerne overlader de ledige til private jobfirmaer, får de også dækket halvdelen af omkostningerne til administration af staten. Står kommunerne selv for arbejdet, skal de selv dække alle udgifter.